Pressemeddelelse -

Danske Spil: Pengespil er underholdning for voksne – ikke for børn

Skatteministeriets rapport om Ludomani hos børn og unge viser et fald i unge, der spiller pengespil og ingen ændringer i antallet med risikabel spiladfærd. Det er rigtig positivt, men vi skal stadig have fokus på at hjælpe de unge, der er i problemer, mener Danske Spil.

Anden del af SFIs rapport om pengespil og spilleproblemer med fokus på børn og unge er netop udkommet. Den viser et fald i antallet af unge mellem 12- 17 år, der spiller pengespil fra ca. 52 pct. i 2007 til 40 pct. i 2016. Undersøgelsen viser også, at ca. 0,3 pct. af unge har haft en problematisk spiladfærd mens 1,2 pct. af de unge mellem 12-17 år har en risikabel spiladfærd. Rapporten anslår at ca. 6300 12-17-årige har haft en risikabel eller problematisk spiladfærd i 2016.

Hos Danske Spil er man glad for faldet i unge spillere og for at få mere viden om den gruppe, der kan komme i problemer.

-Vi vil ikke have, at børn og unge spiller pengespil. Hverken hos os eller hos nogen af vores konkurrenter. Hos Danske Spil har vi det seneste år haft stort fokus på ulovligt salg til unge. Vi har lanceret et nyt digitalt billed-id, Smart ID, der skal hjælpe vores forhandlere – og de unge med at legitimere sig selv. Vi har nul tolerance overfor salg til unge. Vi vil ikke have det, og vi vil ikke tjene penge på børn og unge, siger CSR direktør i Danske Spil, Stine Hove Marsling, og fortsætter:

-Men uafhængig af rapportens resultater, har vi at gøre med en sårbar gruppe, som vi skal passe meget godt på. Det er digitale unge, der er vokset op med spil på nettet og mobilen og som har en anden opfattelse af spil end mange af os voksne. Derfor mener vi også, der er behov for en øget indsats overfor denne gruppe.

Rapporten viser, at risikogruppen især indeholder unge mænd, der starter ud med spil på sport på nettet, og det er den samme melding som behandlingsstederne giver om de unge, de kommer i kontakt med.

- Fra behandlingsstederne hører vi, at en del af den nye sårbare gruppe er drenge, der selv er fysisk aktive og f.eks. spiller meget fodbold eller håndbold. Dermed er deres sociale netværk, deres sport og deres spil på sport flettet tæt sammen. Samtidig har vi at gøre med et ”dark spot” mellem de unge og deres forældre, som ikke har indsigt, erfaring eller kendskab til, hvad deres børn egentlig laver på nettet. Det betyder, at de heller ikke har indsigt i, hvad der kan være af udfordringer, men også hvilke faresignaler der er omkring spil på sport, siger hun og fortsætter:

-Vi arbejder for et bredt samarbejde med blandt andet behandlerne, forældre, sportsklubber og de unge selv for netop at få sat fokus på denne problematik. Vi håber, at vi kan lave et fælles projekt allerede i 2017, der skal henvende sig til forældre, unge og sportsklubber.

Problemstillingen er kompleks, fordi spil er så mange forskellige ting. Den digitale udvikling er en integreret del af de unges hverdag, og de er opvokset og lever i høj grad i en online verden og på de sociale medier. Spil er for disse unge også en naturlig del af deres hverdag både som underholdning på mobilen og et afgørende læringsredskab, der anvendes i mange sammenhæng blandt andet på skoler. Det er derfor vigtigt, at både unge og forældre kender til aldersgrænserne, og ved hvornår spil ikke længere er underholdning og sjov, som det skal være.

-Det kan være svært for en forældre at se, hvad problemet er i at give sin 15-årige dreng lov til at spille på en Champions League kamp på deres egen spilkonto eller måske ligefrem hjælpe dem med at oprette en spilkonto med en voksens NemID, så de kan spille lidt. Men der er en grund til, at der er aldersgrænser på pengespil, og det skal vi sikre os, at forældrene ved, siger Stine Hove Marsling.

For yderlige oplysninger:

Direktør for Corporate Communication, Branding & CSR Stine Hove Marsling, igennem pressechef Marie Grabow Westergaard, tlf. 30851734.

Related links

Emner

  • Sport

Kategorier

  • ludomani
  • danske spil a/s
  • danske spil
  • spil
  • sfi
  • unge

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv