Pressemeddelelse -

Eurojackpot-millionær: ”Jeg satser på at vinde igen i morgen”

Et ægtepar fra Næstved Kommune gik rundt en uge uden at vide, de havde vundet 3 millioner kroner i Eurojackpot. Nu satser manden på at vinde de 570 millioner kroner i morgen.

For knap to uger siden vandt en dansker 3 millioner kroner på en 2. præmie i Eurojackpot. Vinderne er et ægtepar fra Næstved Kommune, der ønsker at være anonyme. De vil dog godt fortælle, at de først opdagede deres held en uge efter trækningen, nemlig i fredags.

- Jeg plejer aldrig at kontrollere mine kuponer selv. Så jeg fik dem tjekket fredag aften. Her fik jeg at vide, at der var vundet mere end 10.000 kroner og fik et præmiebevis, fortæller manden.

Han vidste ikke, hvor meget han havde vundet. Ekspedienten bag disken pegede på skiltet i butikken, hvor der stod, der var vundet 3 millioner kroner på et spil købt i deres butik.

- Jeg blev lidt rundforvirret og vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv, siger han.

Han tjekkede vindertallene på sin mobil bagefter. Den var god nok. Fem vindertal og ét stjernetal. 3.180.565 kroner.

- Så ringede jeg til min kone og fortalte det. Det var en lidt komisk samtale, men en meget glad samtale, griner han.

Præmiebeviset passede han godt på hele weekenden og, mandag kunne han så endelig komme et smut i banken.

- Vi tager det stille og roligt. Nu glæder vi os bare til at se pengene på kontoen, siger han og afslører, at han nok skal ud at se på en ny bil.

- Vi glæder os også til at kunne give lidt børnene, så de kan nyde gevinsten. Ellers skal den bruges til at forsøde tilværelsen. Til lidt ekstra forkælelse og til lige at kunne opjustere ferien. Vi er vildt glade, fortæller den nybagte Eurojackpot-millionær.

Fredag er der 570 millioner kroner i 1. præmiepuljen. Det er blot anden gang, puljen når sit maksimum.

- Jeg satser da på at vinde igen i morgen, griner han.

Og hvem ved; måske det sker. Han og konen er i hvert fald bosat på det heldigste sted i landet, hvis man kigger på danske milliongevinster i Eurojackpot. Siden spillets start i 2012 er 60 danskere blevet millionærer i Eurojackpot. Hele fire gange er vinderne kommet fra Næstved.

Det lykkebringende spil var købt i 7-Eleven på Karrebækvej, 4700 Næstved.

De største gevinster i danmarkshistorien

1. 315.009.958 kr. – Eurojackpot – uge 8 2015 – Kvickly, 3000 Helsingør
2. 140.358.416 kr. – Onsdags Lotto – uge 33 2016 – Q8 Service, Horsensvej 83-85, 7100 Vejle
3. 135.177.015 kr. – Eurojackpot – uge 43 2012 – Kiosken Herlev Sygehus, 2730 Herlev
4. 56.789.170 kr. – Onsdags Lotto – uge 34 2013 – PLUS abonnement
5. 50.000.000 kr. – Joker – uge 43 2015 – 2000 Frederiksberg
6. 49.937.681 kr. – Onsdags Lotto – uge 46 2012 – Boulevard Kiosken, 4760 Vordingborg
7. 45.969.062 kr. – Onsdags Lotto – uge 44 2013 – PLUS abonnement
8. 43.853.592 kr. – Joker Lørdag – uge 43 2012 - Telma, 6753 Agerbæk
9. 38.564.007 – Lotto – uge 13 2008 – Føtex, Lyngbyvej 11, 2100 København Ø.
10. 38.482.709 – Onsdags Lotto – uge 33 2005 - Købmand Krogsgaards Kiosk, Ingerslevs Plads 1, 8000 Århus C.

Om Eurojackpot

Eurojackpot havde premiere den 23. marts 2012. Både spillerne i Finland, Slovenien, Holland, Estland, Tyskland, Italien, Spanien, Norge, Sverige, Island, Letland, Litauen, Kroatien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Danmark spiller ind til de gigantiske puljer, som skal gøre europæiske Lotto-spillere til multimillionærer. 1. præmiepuljen er hver uge på minimum 63 millioner kroner. En række koster 15 kroner og kan købes hos en af Danske Spils forhandlere, på danskespil.dk eller via mobil på mobil.lotto.dk.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • eurojackpot
  • millionær
  • vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale