Pressemeddelelse -

​Fynbo fik tipskupon af far i gave. Den viste sig at være en million kroner værd

En mand i 50’erne fra Midtfyn må være en af Danmarks heldigste mænd. Han er nemlig blevet millionær – vel at mærke uden at foretage sig noget som helst.

- Jamen der er simpelthen sket det, at min far gav mig en tipskupon i gave. Jeg spiller aldrig selv og er slet ikke konkurrence-mindet, så det er total en appelsin, der er faldet ned i min turban, siger manden og griner.

Faderen, der er i slutningen af firserne, har tippet i mange år efter nogle sindrige systemer, som sønnen ikke har den store forstand på.

- Han er sej nok min far, han arbejder faktisk stadig og så hygger han sig med sine tipskuponer. Selvom han er noget oppe i alderen, så er han i fin form. I vores familie giver vi ofte hinanden tips-eller Lottokuponer i gave, da det i vores alder jo er svært at finde på noget. Så sådan en kupon er altid sjov at få.

Men at lige præcis den gave skulle gå hen og blive så sjov, havde de færreste forudset. For faderen havde spillet på, at kampen mellem Manchester United og West Bromwich Albion ville ende med en sejr til sidstnævnte, hvilket var meget lidt sandsynligt.

- Den klub er lige pludselig blevet min yndlingsklub, selvom jeg overhovedet ikke interesserer mig for det, fortæller den glade millionær.

Manden har naturligvis tilbudt faderen at dele gevinsten, men det ville han slet ikke høre tale om.

- Han mener ikke, at han i hans alder har noget at bruge pengene på. Men vi har selvfølgelig fejret gevinsten med champagne – og så har han fået nye sommerdæk til sin bil. Det var hvad han ønskede sig. Men hvis han pludselig får brug for penge, så er de der, lyder det.

Manden, der er gift, har foreløbig købt sig en havefræser, da han gerne vil anlægge en køkkenhave i nærmeste fremtid. Desuden er der noget gæld, der skal betales ud, og så går overvejelserne på en ny bil og nogle spændende rejser.

- Det er så fedt, det der med, at man kan gå og drømme om forskellige ting, og så kan man jo faktisk slå til, hvis drømmen vokser inde i hovedet, fordi pengene bare står på kontoen.

Den nyslåede millionær har, udover at, prøve at dele gevinsten med sin far, også prøvet at dele ud til sine børn.

- Jeg har tilbudt mine børn nogle penge, men de siger bare, at de synes, at min kone og jeg selv skal more os for dem. Men det bestemmer de heldigvis ikke. Jeg blev morfar forleden dag, så det er jo vanvittig dejligt, at vi kan hjælpe den lille ny med at få en ekstra god start, og at vi har mulighed for at lave nogle dejlige ting sammen som familie. Du taler med en meget glad mand. 

Emner

  • Sport

Kategorier

  • tips
  • tipper
  • tipskupon
  • millionær
  • vinder
  • danske spil a/s

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv