Pressemeddelelse -

Vandt 19 millioner i Lotto: Tjekkede kuponen 20 gange forfra og bagfra

En pensionist fra Greve købte sit Lotto-spil tæt på lukketid lørdag aften. Få timer senere vandt han 19 millioner.

19.045.290 kroner. Så meget ruller der snart ind på lørdagens heldige Lotto-millionærs bankkonto. Den heldige spiller ønsker at være anonym, men vil godt afsløre, at han er pensionist og fra Greve.

- Vi skulle have gæster lørdag aften, siger han.

Derfor var han lige nede at købe lidt chokolade tæt på lukketid. Han fortæller, at han egentligt ville have købt et Eurojackpot-spil og et Lotto-spil, men han kom hjem med to Lotto-spil i stedet. Og det var måske meget godt.

- Da familien var taget hjem, tjekkede jeg vindertallene på skærmen. Pludselig kunne jeg se, at der var syv tal på samme række. Jeg tror, vi tjekkede kuponen 20 gange. Forfra og bagfra, fortæller han.

Den var god nok. Og hvordan reagerer man så, når man har vundet 19 millioner kroner?

- Jeg havde troet, vi ville blive mere eksalterede, men vi tog det faktisk stille og roligt. Vi tog et glas rødvin og talte stille og roligt sammen, siger han.

Selvom de altså havde tjekket spillet utallige gange, var der åbenbart stadig en snert af tvivl hos dem, om det nu kunne være rigtigt.

- Vi lukker ikke champagnen op, før vi er helt sikre, smiler han, da Danske Spil taler med ham. Nu kan de roligt skåle i champagne. Spillet er præmiesøgt, og den er god nok. Snart triller der 19 millioner kroner ind på bankkontoen. Inden da har de takket ja til Danske Spils tilbud om økonomisk rådgivning. Men har de allerede planer om, hvad de mange millioner skal bruges til?

- Ja, et nyt hus og en ny bil er i hvert fald i tankerne. Og så vil vi naturligvis tilgodese vores familie, slutter den nybagte Lotto-millionær.

Den lykkebringende LynLotto er købt hos Aiwing Trading & Vinhandel, Hundige Strandvej 48, 2670 Greve.

Det er den sjettestørste gevinst vundet i år. Den største faldt for tre uger siden, da en spiller i Værløse vandt 32,6 millioner kroner i Onsdags Lotto.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • danske spil
  • jackpot
  • millionær
  • lotto
  • lotto vinder

Kontakt

Kontakt vores presseafdeling

Pressekontakt 30851785 Danske Spil Presse arkiv

Relateret materiale