Nyhed -

40-års jubilæum i Sax-Trans

En af Danske Fragtmænds fragtmænd, Flemming Werner Jensen, kan i dag fejre 40-års jubilæum med Sax-Trans.

Flemming Werner Jensen fejrer i dag 40-års jubilæum med sin fragtmandsvirksomhed Sax-Trans i Sakskøbing.

Den runde dag fejres fredag med reception for kunder, leverandører og venner af huset, og lørdag er der stor fest med cirka 100 deltagere for ansatte med ledsagere.

- Jeg glæder mig rigtig meget, lyder det fra jubilaren, der allerede fredag morgen har fået besøg af de første gratulanter på sit kontor.

Flemming Werner Jensen er også bestyrelsesmedlem i Danske Fragtmænd, og selvom han runder et skarpt hjørne med sin virksomhed, har han ingen planer om at stoppe foreløbig. Han regner med at være fragtmand i 10 år endnu.

- Det her er min baby. Jeg har selv født den jo, siger han om virksomheden.

Landsdelens største fragtmand

Flemming Werner Jensens karriere i branchen startede tilfældigt med et sommerjob hos en lokal vognmand, og han overtog selv sin første ene lastbil tilbage i 1977. Den tidlige karriere bød blandt andet på ture til Iran og Moskva, inden han slog sig ned i Sakskøbing.

Siden er virksomheden vokset støt med opkøb af adskillige vognmandsforretninger og fragtruter, og i dag dækker Sax-Trans hele Lolland-Falster og Møn og er landsdelens største vognmandsforretning. Fragtmanden driver virksomheden i tæt løb med sin kone, Karin Bundsgaard Jensen, som står for personaleadministration og løn.

Han understreger også, at virksomheden i dag ikke kun er en fragtmandsvirksomhed, men også kan løse mange andre opgaver med kraner, containere, veksellad og andet materiel.

Den erfarne fragtmand er spændt på fremtiden og glæder sig blandt andet til at følge byggeprocessen med Femern-forbindelsen, der skaber en masse potentiale og muligheder for hans område.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • transport
  • lolland-falster
  • logistik
  • danske fragtmænd
  • fragtmand
  • sax-trans
  • karriere