Pressemeddelelse -

Grønt væksteventyr bliver til ny fabrik i Høje Taastrup

Med en vækst på 30 pct. over de seneste fem år er kapaciteten hos miljøvirksomheden Dansk Retursystem ved at være presset, og derfor bygger virksomheden ny fabrik i Høje Taastrup for at kunne håndtere de stigende mængder tomme emballager. Det sker i samarbejde med DS Flexhal, som har fået totalentreprisen på byggeriet.

Efter godt 16 år med stigende mængder flasker og dåser, der kommer retur fra danskerne, er Dansk Retursystem vokset ud af sine nuværende rammer. Virksomheden bygger derfor nu en ny og mere tidssvarende højautomatiseret fabrik i Høje Taastrup. Den nye fabrik skal fremover håndtere den østdanske del af de 3,5 millioner tomme emballager, der kommer ind om dagen, og samtidig levere en langt mere effektiv drift. Dermed bidrager det også til ambitionen om fuldt cirkulær økonomisk drevet virksomhed.

Virksomheden har netop indgået et samarbejde med DS Flexhal, som bliver totalentreprenør på opførelsen af den ny fabriksbygning i Høje Taastrup med fire nye sorteringshaller, som skal understøtte fremtidens pantsystem.

”Vi ser frem til samarbejde med DS Flexhal, som, vi er sikre på, kan skabe de bedste nye rammer for os. Samtidig har virksomheden en stor erfaring inden for industrielt byggeri og kan garantere hurtig levering af stålkonstruktioner og betonelementer fra egne fabrikker,” siger Lars Krejberg Petersen, adm. direktør i Dansk Retursystem.

Den nye bygning består af i alt 13.498 etagekvadratmeter fordelt på fire store haller samt et indskudte dæk i den ene af hallerne. Bygningen bliver næsten 12 meter høj. Alt bliver opført i totalentreprise af DS Flexhal.

“Det er en stor glæde for os som totalentreprenør at kunne levere noget, der gør nytte for vores samfund. Derfor er vi stolte af at bidrage til et byggeri, der sikrer genanvendelsen af plast, glas og aluminium. Vi er stolte af, at vi skal arbejde for Dansk Retursystem, som er en professionel kunde med klare krav og ønsker, og hvor godt samarbejde er i fokus for at sikre en fælles succes,” siger Kent Hejn Kristensen, adm. direktør i DS Flexhal.

Med tanke på omgivelser og miljø

Den nye fabrik skal ligge på Bredebjergvej 10 i Høje Taastrup. Ved byggeriet er der tænkt på omgivelser og miljø, både i byggefasen og i fabrikkens virke fremover. Således bliver bygningerne placeret tilbagetrukket fra et eksisterende regnvandsbassin på grunden, så området omkring bassinet kan bruges som rekreativt område af beboere og virksomhedens medarbejdere. Arkitektur og indretning har været et væsentligt element i den nye fabrik, hvor der er lagt vægt på, at bygningerne integreres i de omkringliggende omgivelser og fremstår med et rent udtryk. Det er arkitekterne Aarstiderne, som står bag designet i fabrikken.

Projektet sætter i gang med detailprojektering til september, og byggeriet skal stå endeligt færdigt i februar 2020. Dermed er den nye fabrik også klar til at kunne tage imod genanvendelige flasker og dåser med saft og juice, som miljøministeren tidligere på sommeren annoncerede, at der kommer pant på fra 2020.

FAKTA:

DS Flexhal overtager som totalentreprenør alle beskrivelser af projektet fra bygherrens rådgivere, Rambøll og Aarstiderne Arkitekter, og leverer derefter samtlige arkitekt- og ingeniørydelser som projekteringsledelse, projektering, byggeledelse, fagtilsyn og konsulentydelser ved opførelsen af den nye fabrik.

Dansk Retursystem er en non-profit miljøvirksomhed, som driver det danske pantsystem. Hver dag henter virksomheden 3,5 millioner flasker og dåser, som tælles, sorteres og sendes til genanvendelse.

For yderligere information eller billedmateriale, kontakt:
Dansk Retursystem: Kommunikationsdirektør Hanne Luke på hlu@danskretursystem.dk eller 20140518
DS Flexhal: Benedikte Brix, Bulldog PR & Kommunikation på benedikte@bulldogpr.dk eller 60165678

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • produktion
  • ledelse og medarbejdere
  • ds flexhal
  • fabrik
  • aarstiderne arkitekter
  • green field

Regions

  • Hovedstaden

Siden 2002 har Dansk Retursystem haft eneret på at drive det danske pantsystem, hvor man henter, tæller og sorterer tomme dåser og flasker og sender dem til genanvendelse. Med eneretten følger derfor en forpligtelse til altid at være effektiv og sørge for, at udgifterne er så lave som muligt.

Kontakt

Pressekontakt

Pressekontakt 30671390