Gå til indhold
Videogalleri med tigerhaj Foto: Grande Exhibitions
Videogalleri med tigerhaj Foto: Grande Exhibitions

Pressemeddelelse -

Hajerne indtager Den Blå Planet

Kom helt tæt på hajernes verden og lær om de fascinerende rovdyr, der har regeret i verdenshavene i mere end 450 millioner år – længe før dinosaurerne fandtes.

Tusindvis af hajtænder, flotte hajgab, fossiler med 370 millioner år på bagen, flænsede dykkerdragter fra virkelige hajangreb og masser af haj-fakta. Det er blot noget af det, du kan opleve på særudstillingen Planet Shark: Predator or Prey, som åbner 18. juni - 4. september 2016 på Den Blå Planet.

Planet Shark: Predator or Prey er skabt af australske Grande Exhibitions og har gået sin sejrsgang kloden rundt og gjort gæster i bl.a. Atlanta, Sydney, Singapore, St. Petersburg og Tel Aviv klogere på det imponerende rovdyr. Et videogalleri med 10 projektorer giver en dyb og realistisk oplevelse af hajernes verden i dybet. Fantastiske HD-undervandsoptagelser skudt i krystalklart vand viser hajernes miljø i unikke og betagende billeder. Synk ned på havbunden og tag med på en rundtur, der vil fylde dig med fascination og ærefrygt for hajen.

Myter om hajer

Et af udstillingens vigtigste budskaber er at gøre op med de mange myter, der er knyttet til hajerne og at sætte fokus på årsagerne til, at mange haj-arter er på randen af udryddelse. Mediernes fremstilling af hajer og film som f.eks. klassikeren ”Dødens Gab” har bidraget til at give hajer et frygtindgydende image. Faktum er, at der på verdensplan i gennemsnit dør seks mennesker af hajangreb om året. Hajen kommer dermed ikke engang ind på top 20 over verdens mest dødbringende dyr.

”Vi oplever, at myterne om hajer er så dybt forankret i befolkningen på tværs af kontinenter, at der ofte opstår misforståelser om disse spændende dyr, der er så vigtige for det globale havmiljø. Derfor vil vi gerne udfordre vores gæsters opfattelse af hajer,” siger Kai Frydendahl, vicedirektør på Den Blå Planet.

Planet Shark: Predator or Prey er blevet til med generøs støtte fra følgende fonde:A.P. MØLLER OG HUSTRU CHASTINE MC-KINNEY MØLLERS FOND TIL ALMENE FORMAAL, AAGE OG JOHANNE LOUIS-HANSENS FOND, AUGUSTINUS FONDEN og HEMPEL FONDEN.

Fakta om hajer: Der findes mere end 450 kendte hajarter. Flere arter er tæt på udryddelse og bestanden hos endnu flere er faldet drastisk. 75-100 mio. hajer bliver årligt dræbt, bl.a. på grund af omfattende ulovligt rovfiskeri.

Emner

Kategorier


Den Blå Planet, Danmark Akvarium er Nordeuropas største akvarium og en af de mest besøgte turistattraktioner i Danmark.

Den Blå Planet tilbyder et unikt oplevelsesprodukt, hvor underholdning, fascination og viden kombineres i spektakulære rammer.

Smuk arkitektur, forskning og formidling, den nyeste akvarieteknik og dyrearter fra hele verden skaber overraskende og minderige oplevelser, der får børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv.

Vi får børn og voksnes hjerter til at banke for vandets forunderlige liv

Den Blå Planet er Nordeuropas største og mest moderne akvarium. Etableret i 1939 som Danmarks Akvarium i Charlottenlund nord for København. Genåbnet i 2013 i Kastrup direkte ud til Øresund som et arkitektonisk mesterværk, med oplevelser i verdensklasse og nyt navn: Den Blå Planet, Danmarks Akvarium.

Akvariet rummer over syv millioner liter vand, hundredvis af arter og tusindvis af dyr og er dybt engageret i videnskab og naturbevarelse. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at Den Blå Planet, Danmarks Akvarium blev sat i verden for over 80 år siden.

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium
Jacob Fortlingsvej 1
2770 Kastrup
Denmark