Pressemeddelelse

Tekstildesigneren Astrid Krogh modtager Knud V Engelhardts Mindelegat 2012

2012-02-21 16:27
Tekstildesigneren Astrid Krogh modtager Knud V Engelhardts Mindelegat 2012

Om årets legatmodtager – Astrid Krogh
Valget af Astrid Krogh som dette års legatmodtager blev på legatbestyrelsens vegne motiveret af designforskeren Lars Dybdahl:

”Astrid Krogh tildeles Knud V Engelhardts Mindelegat 2012 for sit radikalt fornyende kunstneriske arbejde inden for tekstildesign og tekstilinstallation. Gennem hele sit hidtidige virke har Astrid Krogh konfronteret konventionelle forestillinger på det tekstile felt, og i resultatrige processer har hun stadigt udfordrende afsøgt de artificielle teknologiske materialer for nye anvendelsesmuligheder og udtryksmæssige potentialer.

Lyset, det naturlige såvel som det kunstige, fungerer aktivt i hendes værker som et integral, konstituerende moment, og får her både karakter af materiale og farveforandrende teknologi. Samtidig med den aura af hightech og flygtig illumineret urbanitet, der som helhed kendetegner hendes mangeartede vævninger og rumforandrende installationer, er de beriget og formet med inspirationer fra de tekstile traditioner, fra billedtæppernes verden og ornamenternes og mønstrenes globale reservoir af muligheder. I materialer som stål, neon, akryl, optiske fibre og LED-lys har Astrid Krogh skabt et rigt poetisk værk, og i sin altid grænsekrydsende, barrierenedbrydende og opsøgende tilgang står Astrid Krogh som et imponerende eksempel for fremtidig designpraksis med et sanseligt, kunstnerisk fortegn.”

Rumforandrende tekstildesign i højteknologiske materialer
Astrid Krogh (f. 1968) kom på kulturforsiderne i 2003 med det opsigtsvækkende værk Polytics til Christiansborg, det 7 meter lange relief bestående af et polykromt lysende mønster i neonrør med 35 vekslende motiver i rytmisk forandring. Astrid Krogh er uddannet på tekstillinien på Danmarks Designskole (1997) og etablerede eget værksted det følgende år. Hun brændte hurtigt igennem med flere manifestationer, heriblandt hendes første betydelige rumudsmykning, udført til Mærsk Data A/S i København, vævet i rustfrit stål og med illumination i neon (Uden titel, 2001). Hendes arbejder har kunnet opleves på internationale designmesser, tekstiltriennaler, kunstgallerier og museer. Verden over bærer stomiopererede de stomitrusser, hun har designet for Coloplast (2004) sammen med modedesigneren Annette Meyer.  

Kontakt Astrid Krogh: Email: info@astridkrogh.com, web: www.astridkrogh.com 

Om legatet – en hæderspris til en designer fra en designer
Knud V Engelhardts Mindelegat er et af de få danske legater, der er navngivet efter en bestemt designer og skal uddeles til en designer. Som et legat fra en af de afdøde danske designpionerer står der en særlig glans omkring det: legatet er en af designernes ’egne’ særlige hæderspriser – uanset at den uddelte portion gennem mange år var meget beskeden.

Prisen stiftedes i 1932 til minde om den banebrydende og alsidige designer Knud V Engelhardt (1882-1931), og bortset fra enkelte år har Mindelegatet siden 1933 årligt uddelt en portion til en designer m/k, der – som det er formuleret i retningslinierne – ”har vist sig i besiddelse af særlige formgivende evner, fortrinsvis på de områder, der udgjorde det centrale i KVE’s virke”: gadeinventar, design til boligen, værktøj, bogtryk, skriftdesign og tekstil.

Gennem årene er hædersprisen blevet tildelt en lang række danske designere, der har arbejdet innovativt og toneangivende som brugsgrafikere, arkitekter, tekstildesignere m.m.

Blandt modtagerne i prisens tidligere år var Gunnar Biilmann Petersen (1934), Mogens Koch (1935), Jacob E. Bang (1938) og Ib Andersen (1943), og mellem de iøjnefaldende navne i efterkrigstiden er Erik Herløw (1949), Erik Ellegaard Frederiksen (1956), Austin Grandjean (1959) og Naur Klint (1963). Mellem de nulevende legatmodtagere er Erik Magnussen (1976) Vibeke Klint (1979), Ole Søndergaard (1980), Knud Holscher (1981), Bo Linnemann (1992), Anders Hermansen (1997), Kim Naver (1998), Michael Jensen (2000), Steen Ejlers (2002), Bodil Mantz (2004), Kasper Salto (2005) og Mads Quistgaard (20011).

Om KVE
Knud V Engelhardts design kan i dag primært opleves i Gentofte Kommune og på Designmuseum Danmark. Hans vejskiltning, hvor et rødt hjerte danner prikken over bogstavet j, anvendes således stadig i Gentofte, hvor også hans paddehatagtige plakatsøjler fanger blikket (begge projekter 1923). På Designmuseet er et omfattende skitse- og genstandsmateriale tilgængeligt, dels i bibliotekets Arkiv for Dansk Design, dels er der eksempler på hans design fremme i den permanente udstilling om det 20. århundredes design. Brugssituationen, hvor mennesket og det designede produkt mødes, kan ses som omdrejningspunktet i Engelhardts funktionsæstetiske og brugervenlige designforståelse.

Bestyrelsen for Knud V Engelhardts Mindelegat består i dag af designforskeren Lars Dybdahl, den grafiske designer Bo Linnemann og møbeldesigneren Kasper Salto.

Mindelegatets uddeling i år er støttet af Augustinus Fonden. Prisbeløbet er 10.000 kr. 

For yderligere information kontakt venligst legatbestyrelsen:

Lars Dybdahl, tlf. 33 18 56 54, mail: ldy@designmuseum.dk  

 

 

Kategorisering

Emner:
Arrangement,
Kunst,
Kunst, antikviteter, auktioner,
Kunst, kultur, underholdning,
Bibliotek, museum,
Design,
Mode,
Foto, fotografering
Tags:
design,
dansk design,
designmuseum danmark,
udstilling,
astrid krogh,
tekstildesign,
tekstil,
knud v. engelhardt,
mindelegat

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar