Pressemeddelelse -

Danskerne er tolerante over for tidligere kriminelle

Vi er overvejende indstillede på at få en tidligere kriminel som kollega, hvis det er en tidligere indbrudstyv eller narkohandler. Men vi sætter grænsen ved grovere kriminalitetsformer.

De fleste danskere har det fint med at arbejde sammen med en tidligere straffet. I hvert fald når det gælder en tidligere dom for indbrud eller handel med hash og hårde stoffer.

Knap to ud af tre vil heller ikke overveje at skifte job, hvis den nye kollega er tidligere straffet for grov vold. Når det gælder handel med hårde stoffer, vil mere end 70 % ikke overveje det og over 80 % vil heller ikke ved en tidligere dom for indbrud.

Det viser en ny undersøgelse Danskernes holdninger til forebyggelse af banderelateret kriminalitet foretaget af analyseinstituttet Epinion for Det Kriminalpræventive Råd (DKR).

- Det er en god nyhed, at danskerne generelt er indstillede på at give tidligere kriminelle en chance til. Når man har udstået sin straf, bør man kunne begynde forfra, siger formand for DKR Linda Nielsen.

Hårde domme skræmmer os

Men hvis den nye kollega viser sig at være tidligere straffet for drabsforsøg, er danskerne mere bekymrede. En tredjedel vil overveje at skifte job, hvis de får en kollega, der er tidligere dømt for drabsforsøg.

Danskerne er heller ikke begejstrede for at bo i nærheden af rockere og bander. Det vil få over halvdelen af danskerne til at overveje at rykke bopælen op og flytte. 52 % vil overveje at flytte, hvis der er rockere eller bander i boligområdet.

Langt de fleste danskere mener dog, at de har et medansvar i at inkludere udsatte grupper i samfundet. Samme tendens tegner sig, når det kommer til at forebygge, at børn fra socialt udsatte familier havner i kriminalitet. Det mener 61 %, at de har et medansvar for.

- Vi kan alle bidrage til at få tidligere kriminelle videre i tilværelsen via nye og mere positive fællesskaber. Virksomheder kan for eksempel øge opmærksomheden omkring ansættelsen af tidligere kriminelle ved at tage et socialt ansvar, siger Linda Nielsen.

I den forbindelse har DKR lavet to kortfilm til virksomheder – den ene med en opfordring om at give tidligere kriminelle en chance, den anden med råd og vejledning til tidligere straffede.

Undersøgelsen er udarbejdet på baggrund af 1581 interviews med et repræsentativt udsnit af danskerne på minimum 18 år. Den er gennemført i maj 2014.

Related links

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Charlotte Ruge

Pressekontakt Pressemedarbejder 41 74 73 80

Elizabeth Bergmann Burns

Pressekontakt Kommunikations- og analysechef +45 22 79 27 86

Camilla Rich

Pressekontakt Projektmedarbejder, Trygfonden og DKR Ressourceteamet, Nabohjælp +45 91 33 80 88