Pressemeddelelse -

DKR afleverer hvidbog til regeringen

En hvidbog om forebyggelse af rocker- og banderelateret kriminalitet fra Det Kriminalpræventive Råd er netop blevet afleveret til regeringen. Den er fyldt med forslag og anbefalinger.

Der er behov for bedre koordinering mellem de mange indsatser om rocker- og banderelateret kriminalitet. Det er en af konklusionerne i Det Kriminalpræventive Råds (DKR) hvidbog, der netop er blevet overrakt til regeringen.

Hvidbogen kommer med en række forslag og anbefalinger og stiller bl.a. skarpt på rammerne for de indsatser og aktører, der arbejder med rocker- og banderelateret kriminalitet. Anbefalingerne er til beslutningstagere på både nationalt og lokalt niveau, fordi de netop kan præge rammerne.

Der sker rigtig meget på det område – højaktuelt med regeringens udspil i går om ungdomskriminalitet. Og det er godt. Men det øger også behovet for at sætte de rigtige rammer for indsatserne.

”Vi skal også rette blikket mod rammerne for indsatserne. Det er måske lidt kedeligt, men ellers risikerer vi at spænde ben for hinanden. I DKR er vi parate til at gå ind i det videre samarbejde og stiller os gerne til rådighed som et samlende forum,” siger formand for DKR Linda Nielsen.

Skarpe indlæg

Hvidbogen rummer desuden 16 gode og skarpe indlæg fra forskellige parter, der alle kommer med relevante perspektiver og forslag.

Og den tager også hul på en række af de svære problemstillinger. Fx fremvæksten af parallelsamfund, balancen mellem straf og resocialisering og en mere realistisk prioritering i forhold til målgrupperne.

”Vi er meget stolte af de mange skarpe indlæg med konkrete forslag. Vi håber, at hvidbogen kan sætte gang i debatten på et sagligt grundlag, og at beslutningstagerne vil drøfte forslagene,” siger Linda Nielsen.

Hvidbogen er blevet afleveret til justitsministeren, ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold og Folketingets Retsudvalg, Socialudvalg og By og boligudvalg.

DKR anbefaler

  • At det nationale niveau viser vejen og etablerer et bredt samarbejdsforum, der kan koordinere fælles retning.
  • At de lokale aktører, fx kommuner og politi, offentliggør deres planer for det forebyggende arbejde.
  • En grundig gennemgang af alle de samarbejdsfora, der er etableret for at skabe mere gennemsigtighed og enkelthed.
  • At vi finder ud af, hvad kriminalitet og forebyggelse koster.
  • At vi finder ud af, om dem, der har omkostningerne også får gevinsterne? Har vi skabt de rette incitamentsstrukturer lokalt og nationalt?
  • At vi ser nærmere på muligheder og barrierer for kommercielle investeringer på det sociale forebyggelsesområde.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalpræventiv
  • dkr
  • det kriminalpræventive råd
  • rocker
  • bande
  • bandekriminalitet

Regions

  • Hovedstaden

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Sofie Stokholm Jacobsen (PÅ BARSEL)

Pressemedarbejder Kommunikationsteamet +45 41 74 73 80