Pressemeddelelse -

Gode naboer i Randers vinder Nabohjælpskonkurrence

I fem uger over sommeren har nabohjælpere fra det ganske land, via billeder af dem selv og deres naboer, været med til at sætte fokus på det gode naboskab. Nu er vinderen af billedkonkurrencen fundet blandt gode nabohjælpere i Randers.

Det er vigtigt at Nabohjælpe – både for at undgå indbrud, men også fordi hjælpsomhed og opmærksomhed er med til at skabe øget tryghed og fællesskab i boligkvarteret. Det var et af hovedbudskaberne i billedkonkurrencen, som Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd (DKR) og TrygFonden iværksatte over sommeren.

Billedkonkurrencen satte fokus på det gode naboskab, men mindede også danskerne om vigtigheden af Nabohjælp – bl.a. her i sommerferien, hvor de mange ferietomme huse giver travlhed blandt indbrudstyve. Undersøgelser har nemlig vist, at nabohjælp kan forhindre op til hvert fjerde indbrud. Interviews med flere indbrudstyve peger også på, at opmærksomme naboer og aktivitet i boligkvartererne er noget, de lægger mærke til, når de udvælger boliger.

Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden modtog mange kreative, sjove og sigende billeder. Ud af dem blev der valgt tolv finalister, og nu er den endelige vinder fundet. Det blev Christian Lauridsen og hans naboer i Randers der blev de heldige vindere af pølsevognen.

”På vores vej nabohjælper vi ud fra mottoet ’SKO holder tyven fra døren’. SKO står får ’sammenhold, kommunikation og opmærksomhed’ – tre ting, som vi mener, er nøgleordene for at værne bedst mulig mod indbrud”, fortæller Christian Lauridsen.

Christian og naboerne i Randers fortæller hinanden, når de tager væk på ferie, men de deler også gode tips til, hvordan de kan gøre det svært for indbrudstyvene. De råder fx hinanden til at låse alle dørene i huset, inden de tager på ferie, de hilser på alle fremmede der færdes på vejen, og de hjælpes ad med at kamuflere de ferietomme huse.  Fx ved at sætte sko udenfor huset, som naboerne flytter rundt på dagligt.

”Indbrudstyve holder øje med tegn på liv i boligerne og kvartererne, så det er netop de små ting, som kan gøre den store forskel. Det er naboen, der er opmærksom, når han færdes i boligkvarteret og måske spørger venligt ind til fremmedes ærinder. Eller naboen der sørger for, at den ferietomme bolig ikke står og skriger til indbrudstyvene, ved fx at fylde skraldespanden, parkere bilen i indkørslen eller ved at hænge lidt vasketøj på tørrestativet”, fortæller Lone Harlev, projektleder i Nabohjælp fra DKR og TrygFonden.

”Kombinationen af gode naboer og de mange små tricks har stor betydning, når vi skal de mange indbrud til livs. Det ville vi gerne minde danskerne om på en lidt anderledes måde. Derfor igangsætte vi ’Nabohjælps-selfie’ konkurrencen i de travleste ferieuger i sommeren, så vi alle blev mindet om det gode ved Nabohjælp og søde, opmærksomme naboer. Og det har folk virkelig været gode til”, siger Lone Harlev.

”Vi valgte Christians billede fordi det er sjovt, og fordi vi fornemmer, at der ligger et godt sammenhold bag. Det har været en fornøjelse at modtage de mange billeder, der har fortalt mange positive historier om det gode naboskab rundt omkring i Danmark. Det har været meget inspirerende for os, og vi håber det samme er tilfældet for andre, der har fulgt med i konkurrencen, så endnu flere kommer i gang med at nabohjælpe”, udtaler Lone Harlev.

I Østjyllands politikreds er 5.306 husstande tilmeldt Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden. 

Gå ind på www.nabohjælp.dk/konkurrence og se alle finalisterne. Her kan du også læse mere om Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

For yderligere information og interviews:

Camilla Rich, kommunikationsmedarbejder i Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, tlf. 2682 6065

Om Nabohjælp
Der er nu over 73.000 tilmeldt Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden. Ordningen består af gratis klistermærker, som er et tydeligt signal til indbrudstyvene, så de kan se, at her står naboerne sammen for at forhindre, at de kan bryde ind. Nabohjælp indeholder også et digitalt system, der gør det lettere at nabohjælpe. Via systemet kan man give sin nabo besked, når man tager på ferie eller sende advarsler til hinanden, hvis man oplever mistænkelige ting i området.

Skal dit hus være alene hjemme? Så sørg for at:

- Tilmelde dig den gratis nabohjælpsordning på nabohjælp.dk, og koordiner nabohjælp med dine naboer.
- Det ser ud som om, der er nogen hjemme: Aftal fx med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, smider affald i skraldespanden, rykker rundt på havemøblerne, hænger lidt vasketøj til tørre, fylder skraldespanden eller parkerer deres bil i indkørsel.
- Fjerne værdifulde genstande, så de ikke kan ses udefra.
- Rydde op så der ikke ligger redskaber i haven, der kan bruges til at brække et vindue op.
Men rod gerne, fx. med lidt legetøj i haven og lidt opvask på køkkenbordet.
- Bruge tænd/sluk ure til lys og radio.
- Kig på dit hus med indbrudstyvens øjne: Er det nemt at stikke af? Er der rådne vindueskarme eller gode gemmesteder?
- Trimme hækken så den ikke giver tyven arbejdsro til indbruddet.

Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjælp.dk, eller hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk.

Nabohjælp kort:

• Tilmeld dig på Nabohjælp.dk.
• Inviter de naboer, som du gerne vil nabohjælpe med.
• Opret din ferie i kalenderen.
• Dine nabohjælpere modtager påmindelser når, du er på ferie og holder ekstra godt øje med dit hus
• På ferien kan de via systemet sende dig besked om, at alt er ok derhjemme.

TrygFonden og DKRTrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd har indgået et ambitiøst samarbejde. Målet er at nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i Danmark ved bl.a. at engagere borgerne og ved at skabe ny viden om kriminalitet og forebyggelse, som styrker de professionelle i deres arbejde.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • nabohjælp
  • det kriminalpræventive råd
  • dkr
  • indbrudssikring
  • indbrud
  • kriminalpræventiv
  • trygfonden

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Charlotte Ruge

Pressekontakt Pressemedarbejder 41 74 73 80

Elizabeth Bergmann Burns

Pressekontakt Kommunikations- og analysechef +45 22 79 27 86

Camilla Rich

Pressekontakt Projektmedarbejder, Trygfonden og DKR Ressourceteamet, Nabohjælp +45 91 33 80 88