Pressemeddelelse -

Hvem vinder årets kriminalpræventive pris?

Fire projekter er nomineret til at blive det bedste kriminalitetsforebyggende projekt i 2015. Vinderen afsløres på Den Kriminalpræventive Dag den 23. april.

Et af de fire projekter kan se frem til at modtage æren og 50.000 kr., når Den Kriminalpræventive Pris bliver overrakt i Aalborg på torsdag. Her er omkring 600 fagfolk og eksperter samlet til Den Kriminalpræventive Dag for at høre om cybercrime, og hvordan man forebygger det.

Den Kriminalpræventive Pris overrækkes til et projekt, der fortjener påskønnelse for at have gjort en særlig indsats på det kriminalitetsforebyggende område. Charlotte Vincent, specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, siger: ”Vi har nomineret fire projekter, som på hver deres måde gør en indsats for udsatte børn og unge. Projekter, der alle fire gør en konkret forskel for menneskers liv.”

De fire nominerede projekter:

Familie med Hjerte

Familie med Hjerte er et familie- og fødselsforberedende kursus i Holstebro, hvor der etableres forældregrupper med både mødre og fædre. Gennem familie– og fødselsforberedende kurser modvirker projektet marginalisering af børn i udsatte familier, fordi det støtter og styrker forældrene i de udfordringer, de møder i deres nye liv som børnefamilie og skaber netværk på tværs i samfundet. Metoden er et veldokumenteret eksempel på en tidlig indsats, der kan gøre en forskel for den enkelte familie. Projektet er et lokalt samarbejdsprojekt med et bredt partnerskab mellem kommune, region, erhvervsliv, og frivillige.

Kontaktperson: Leder af Sundhedsplejen i Holstebro Kommune, Pernille Almdal, tlf. 24 66 23 17, email: Pernille.Almdal@Holstebro.dk

Fritidsakademiet

Fritidsakademiet er et projekt, der skal lære udsatte og kriminalitetstruede unge at varetage et almindeligt fritidsjob. Målgruppen for projektet er udsatte unge mellem 13–17 år fra indre og ydre Nørrebro. Metoden har fokus på at styrke de unge gennem vejledning, støtte og uddannelse til at kunne få et fritidsjob og fastholde jobbet. Flere end 100 unge fra Nørrebro har i løbet af et år fået konkret arbejdserfaring og et rigtigt fritidsjob bagefter, og indsatsen har samtidig været en stor lokal succes. Projektet er finansieret af Hotspot Nørrebro og har været forankret i VerdensKulturCentret på Nørrebro.
Kontaktperson: Projektleder Muhammad Jarkass, tlf. 27 85 84 32, email: C46N@sof.kk.dk

Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense og Vollsmose Sekretariatet

Vollsmose er karakteriseret som en bydel med stor ledighed, lavt uddannelsesniveau og høj fattigdom, og mange børn slås med en tung social arv og manglende opbakning hjemmefra. Et hovedspørgsmål i projektet er, hvordan man undgår, at de unge vælger kriminalitet som vej og i stedet tager en uddannelse og får et arbejde. Projektet tager udgangspunkt i familierne og forældrenes opbakning til den unges uddannelsesvalg, og Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense og Vollsmose sekretariatet står bag indsatsen. Projektet har medvirket til at mindske risikoen for frafald på ungdomsuddannelserne og dermed til at styrke de unges ressourcer.

Kontaktperson: Nanna Muusmann, konstitueret sekretariatschef i Vollsmose Sekretariatet, tlf. 40 48 60 14, email: nbmu@vollsmose.dk

Socialsøg

Socialsøg er et elektronisk søgeværkstøj, der gør det muligt for politikredsene at synliggøre børnefamilier, som viser tegn på social deroute. Socialsøg sigter på at sætte ind med forebyggende hjælp så tidligt, at forældrenes adfærd ikke kommer til at påvirke børnene yderligere. Projektet er et godt eksempel på et nyt initiativ på it-området i form af et elektronisk søgeredskab, der kan bruges i forebyggelsesøjemed. Familiernes gentagne kontakt til politiet opfanges med Socialsøg, og politiet kan hurtigere vurdere, hvorvidt der skal ske underretning til kommunerne. Med Socialsøg kan man bl.a. også få øje på de såkaldte nomadefamilier hurtigere. Socialsøg startede i Nordjyllands Politi og er et samarbejdsprojekt mellem Rigspolitiet og Nordjyllands Politi. Efter 2015 skal Socialsøg efter planen udbredes til de øvrige politikredse, men flere kredse har dog allerede indført det.

Kontaktperson: Politikommissær Ted Andersen, Nordjyllands Politi, tlf. 72 58 99 01, email: tan008@politi.dk

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • kriminalpræventiv
  • dkr
  • det kriminalpræventive råd

Regions

  • Hovedstaden

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Sofie Stokholm Jacobsen (PÅ BARSEL)

Pressemedarbejder Kommunikationsteamet +45 41 74 73 80