Pressemeddelelse -

Kriminalitet: Laveste niveau i ni år

Ny undersøgelse af, hvor udsatte danskerne er for kriminalitet, viser, at kriminaliteten er på det laveste niveau i ni år. Det er hovedkonklusionen i offerundersøgelsen for 2013 fra bl.a. Justitsministeriet og DKR.

Kriminaliteten rasler ned. I 2013 var 15 procent udsat for enten vold, tyveri og/eller hærværk  - det laveste målte niveau siden 2005, hvor den første undersøgelse Udsathed for vold og andre former for kriminalitet blev lavet.

Offerundersøgelsen for 2013 er udgivet af Justitsministeriet i samarbejde med Rigspolitiet, Københavns Universitet og Det Kriminalpræventive Råd (DKR). Den årlige undersøgelse dykker ned i, hvor udsatte danskerne er for forskellige former for kriminalitet. Og indfanger dermed også den kriminalitet, der ikke bliver anmeldt til politiet.

"Jeg glæder mig over, at færre danskere bliver udsat for kriminalitet. Nu er det altså vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, men at vi bevarer fokus og fortsat prioriterer de forebyggende indsatser," siger formand for DKR, Linda Nielsen.

Undersøgelsen bekræfter det fald, der også er i antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser. En ny opgørelse fra Danmarks Statistik for 2013 viser, at antallet af anmeldelser i 2013 var faldet for fjerde år i træk.

Mindre alvorlig vold

Voldsofrene melder om mindre alvorlig vold. Generelt var 2013 endnu et år med et lavt antal voldsofre, mens der i en årrække fra midten af 1990'erne til 2008 var en markant større andel af ofre for vold.

Mere end hvert sjette voldstilfælde sker i forbindelse med arbejde eller uddannelse. Omtrent samme andel af volden sker på værtshuse, og det er et markant fald i forhold til i midten af 1990'erne. Vold sker oftest på gaden – det gælder mere end hvert tredje voldstilfælde.

Voldsoffer og udøver har samme profil

Den typiske gerningsperson er en ung mand. I knap ni ud af ti voldstilfælde er udøveren en mand og i knap 11 % en kvinde. I knap to ud af tre voldstilfælde er gerningspersonen under 25 år.

Generelt er unge mere udsatte for vold end ældre – men volden blandt unge falder, mens niveauet for ældre er uforandret. Unge mænd mellem 16-24 år er hyppigst udsat for vold, og 63 % af ofrene for vold er mænd. Unge mænd er altså både overrepræsenterede som ofre og gerningspersoner.

Fakta om undersøgelsen

Den landsdækkende undersøgelse bliver foretaget hvert år blandt et repræsentativt udsnit af 16-74-årige danskere og giver et indblik i den totale vold i samfundet -  både den, der anmeldes og den, der ikke gør.

Undersøgelsen bliver foretaget af Justitsministeriet i samarbejde med Københavns Universitet og er finansieret af Justitsministeriet, Rigspolitiet og DKR.

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • det kriminalpræventive råd
  • dkr
  • tryghed
  • vold
  • kriminalitet
  • ofre

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Rannvá Møller Thomsen

Analytiker +45 45 15 36 62

Sofie Stokholm Jacobsen (PÅ BARSEL)

Pressemedarbejder Kommunikationsteamet +45 41 74 73 80