Pressemeddelelse -

Man kan godt nabohjælpe, selvom man bor i en lejlighed

De fleste tænker typisk på snakken over hækken i et villakvarter, når man siger ordet nabohjælp. Men nabohjælp kan også bruges i etageejendomme, og det kan endda være med til at skabe et godt naboskab, som rækker ud over den enkelte opgang.

Det har vist sig, at den digitale ordning på nabohjælp.dk er et godt redskab – også i boligbyggerier. Beboere, som er tilmeldt ordningen, oplever at det styrker naboskabet og giver en større tryghedsfølelse. Men boligområderne kan have svært ved at sætte nabohjælpen i system, fordi det kræver ildsjæle og en stram organisering af indsatsen.

Boligområder kan nu hente hjælp i en vejledning, som er udgivet af Det Kriminalpræventive Råd. Hans Peter de Place Hansen, projektleder i DKR siger: ”Nabohjælpen skal hjælpes lidt på vej i etagebyggerierne, fordi mange oplever at det er lidt unødvendigt, når man bor så tæt på hinanden. Men det har faktisk en positiv effekt, når flere i et område tilmelder sig den digitale ordning eller hvis naboerne laver konkrete aftaler med hinanden”.

Aktive beboere kan gøre en forskel

Vejledningen ”Nabohjælp i etageejendomme” er blevet til på baggrund af et projekt i Vejleåparken i Ishøj, hvor den Boligsociale Helhedsplan Vejleåparken og Ishøj Kommune aktivt har arbejdet med at indføre nabohjælp i området. Projektet er evalueret af konsulentvirksomheden Gemeinschaft, og resultaterne viser som nævnt, at trygheden stiger og naboskabet styrkes.

”Nabohjælp kan være med til at skabe en god fortælling om et boligområde, og ordningen er ikke et signal om, at naboskabet har det svært. Tværtimod kan nabohjælp bidrage til det gode naboskab og være med til at forebygge indbrud og utryghed. Det er en fin måde at hjælpe borgere med at hjælpe hinanden”, siger Jesper Poulsen-Hansen, antropolog og partner i Gemeinschaft.

Materialet findes på dkr.dk og nabohjælp.dk

Gode råd til at indføre nabohjælp i etageejendomme

  • Det er godt at inddrage beboere, som i forvejen er aktive i boligområdet. De kan være med til at engagere mange andre.
  • Markér starten på indsatsen over for hele området, fx med en ”Nabohjælpsdag” med sjove aktiviteter
  • Vær opmærksom på, at ikke alle beboere ønsker at blive kontaktet direkte. Præsenter nabohjælpsordningen på forskellige måder.

Om evalueringen

Evalueringen af projektet i Vejleåparken, Ishøj, er gennemført at den antropologiske rådgivningsvirksomhed Gemeinschaft efteråret 2015. Evalueringen har involveret beboerne og fagpersoner fra både politiet, helhedsplanen og kommunen i fokusgruppeinterviews, og der er foretaget en opsøgende indsats i lokale netværk og på fællesområder.

  • Evalueringen peger på, at beboerne i Vejleåparken finder stor identifikation og tryghed i nabohjælpsklistermærket, som har en vis legitimitet. Det er altså vigtigt som naboer at hjælpe hinanden, og det er også vigtig at skilte med det.
  • Gevinsten ved Nabohjælp er ifølge de interviewede beboere en oplevelse af tryghed. Nabohjælp har værdi som en fælles referenceramme, en anledning til at komme hinanden ved. Samtidig bør man trække på værdien af den tryghed, der i forvejen er i boligområdet, og som er baseret på sociale relationer til især naboer og nabohjælpen i hverdagen.
  • Nabohjælp som en god fortælling om stedet. Det er vigtigt, at Nabohjælp ikke bliver udpeget som et projekt for socialt udsatte boligområder, for det appellerer ikke til beboere. Derfor bør man være omhyggelig med, hvad man kalder Nabohjælpsordningen. Og det er vigtigt at fremhæve Nabohjælp som en god fortælling om området.

Evalueringen er afsluttet med en rapport og en vejledning som beskriver, hvordan man kan etablere nabohjælp i etageejendomme.

Om Nabohjælp

Nabohjælp.dk er udviklet i et samarbejde mellem DKR og TrygFonden. Med nabohjælp.dk har borgerne fået et konkret redskab, der gør det lettere at oprette og vedligeholde nabohjælp både i ferien og i hverdagen. Undersøgelser viser, at nabohjælp kan nedsætte risikoen for indbrud med op til 26 %

Emner

  • Kriminalitet, jura, retsspørgsmål

Kategorier

  • boligsikring
  • det kriminalpræventive råd
  • dkr
  • indbrud
  • indbrudssikring
  • kriminalpræventiv
  • nabohjælp
  • sådan sikrer man sin bolig
  • trygfonden

Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund. 

Kontakt

Hans Peter de Place Hansen

Konsulent Forebyggelse +45 45 15 36 66

Charlotte Ruge

Pressekontakt Pressemedarbejder 41 74 73 80