Pressemeddelelse -

Nabohjælpskonkurrence skal forebygge sommerindbrud

I dag lancerer Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden billedkonkurrencen ’Nabohjælps-selfie’. Konkurrencen skal minde os om at aftale nabohjælp, inden vi tager på sommerferie, men er også en fejring af det gode naboskab rundt omkring i landet. Præmien er derfor også en pølsevogn til næste vejfest eller arbejdsdag.

Sommerferien står for døren, men mens vi holder ferie, skruer indbrudstyvene op for arbejdstimerne. Flere undersøgelser peger heldigvis på, at opmærksomme naboer er et af de mest effektive midler mod de uønskede gæster. Med billedkonkurrencen ’Nabohjælps-selfie’ minder Det Kriminalpræventive Råd (DKR) og TrygFonden om, at vi skal huske at få aftalt nabohjælp, inden vi om lidt sætter kursen mod sommerhuset eller fjerne himmelstrøg.

Over 100.000 gør det allerede

DKR og TrygFonden har sammen udviklet Nabohjælpsordningen, der udover gratis klistermærker også består af et effektivt advarselssystem samt en feriekalender til at koordinere, hvem der er hjemme. ”Når indbrudstyve udvælger boliger, vurderer de primært, hvor stor risikoen er for at blive opdaget - enten af boligejeren selv eller naboer i området. Så når vi ikke selv er hjemme, er det vigtigt at have allieret sig med naboen, der både kan holde øje med boligen samt hjælpe til at camouflere, at den står tom”, forklarer Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

Over 100.000 husstande er tilmeldt ordningen, men det er vigtigt, at endnu flere kommer i gang – især op til sommerferien. Og hvem er bedre end danskerne selv til at formidle dette budskab.

Vind en pølsevogn
Konkurrencen var en stor succes sidste år og opgaven er simpel: Tag et billede af dig selv, din nabo samt dit Nabohjælpsskilt og mind os alle om, hvad Nabohjælp er, og hvorfor det er godt. ”Vi modtog mange fantastiske billeder sidste sommer. Ved hjælp af fantasi, god humor og ganske få midler fangede mange essensen af Nabohjælp og værdien af det gode naboskab, så vi glæder os meget til at se, hvad folk finder på i år”, siger Lone Harlev.
Gå ind på www.nabohjælp.dk/konkurrenceog læs mere om, hvordan du deltager i konkurrencen. Her kan du også læse mere om Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden.

For yderligere information og interviews:

Camilla Rich, kommunikationsmedarbejder i Nabohjælp fra Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden, tlf. 9133 8088


’Nabohjælps-selfie’ – konkurrencen kort:

  • Tag et billede sammen med dit Nabohjælpsskilt/klistermærke. Meget gerne sammen med dine naboer.
  • Giv en kort beskrivelse af hvem der er med på billedet, formuler en lille hilsen til dine naboer, giv et Nabohjælps-fif eller fortæl en god Nabohjælpshistorie.
  • Send dit billede til cri@dkr.dk eller via Facebook sammen med din historie om naboskabet og Nabohjælp. Så lægger vi det op på vores Facebook-, Instagram- og Twitter-profil. 
  • Du kan også oploade/dele dit billede via Twitter eller Instagram. Brug @nabohjaelp og #naboselfie, når du oploader billedet.
  • Præmie: En pølsevogn (værdi af op til kr. 10.000) til næste vejfest, fælles arbejdsdag eller en anden god anledning i nabolaget.

Skal dit hus være alene hjemme i sommerferien?

  • Tilmeld dig den gratis nabohjælpsordning på nabohjælp.dk, og koordiner Nabohjælp med dine naboer.
  • Få boligen til at se beboet ud: Aftal med naboen, at de skubber posten ind ad brevsprækken, smider affald i skraldespanden, rykker rundt på havemøblerne, hænger lidt vasketøj til tørre, fylder skraldespanden eller parkerer deres bil i indkørslen.
  • Fjern værdifulde genstande, så de ikke kan ses udefra.
  • Ryd op så der ikke ligger redskaber i haven, der kan bruges til at bryde ind. Men rod gerne, fx. med lidt legetøj i haven og lidt opvask på køkkenbordet.
  • Brug tænd/sluk-ure til lys og radio.
  • Trim hækken så den ikke giver tyven arbejdsro til indbruddet.

Læs mere om Nabohjælp på www.nabohjælp.dk, eller hvordan du sikrer din bolig på www.dkr.dk.

Emner

  • Sociale spørgsmål, generelt

Kategorier

  • det kriminalpræventive råd
  • dkr
  • indbrud
  • indbrudssikring
  • kriminalpræventiv
  • nabohjælp
  • trygfonden

TrygFonden og DKR
TrygFonden og Det Kriminalpræventive Råd har indgået et ambitiøst samarbejde. Målet er at nedbringe kriminaliteten og øge trygheden i Danmark ved bl.a. at engagere borgerne og ved at skabe ny viden om kriminalitet og forebyggelse, som styrker de professionelle i deres arbejde.

Kontakt

Camilla Rich

Pressekontakt Projektmedarbejder, Trygfonden og DKR Ressourceteamet, Nabohjælp +45 91 33 80 88