Pressemeddelelse -

Hvordan er danskerne dækket ved flystrejker og aflysninger?

Til redaktionen, 7. juli 2016

PRESSEMEDDELELSE

Hvordan er danskerne dækket ved flystrejker og aflysninger?


Mens der allerede nu er sommerkø ved check-in-skrankerne i lufthavnen, kæmper flere selskaber med strejkende personale og aflyste fly. For mange danskere er sommerferien lige om hjørnet, men passagerne er dækket meget forskelligt ved strejker og aflysninger, lyder vurderingen fra Danmarks Rejsebureau Forening.


Flere flyselskaber er netop nu ramt af konflikter med personalet med strejker og aflysninger til følge. Danskerne udgør en væsentlig del af kundegruppen, og mange følger udviklingen tæt med sommerferiens flybilletter i hånden.


”Har du købt en samlet pakkerejse, hvor flyturen bliver forhindret af en strejke hos flypersonalet eller en aflysning af flyet, er det stadig flyselskabets ansvar at ombooke dig til en anden afgang. Du kan også være berettiget til kompensation fra flyselskabet, hvis der fx er tale om en lovligt varslet strejke eller en aflysning, der ikke skyldes en usædvanlig omstændighed. Du kan også vælge at få refusion af flybillettens pris, men her skal man huske, at refusionen kun gælder flybilletten og ikke resten af pakkerejsens indhold”, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.


Har en kunde kun købt flybilletten står valget også mellem at få refunderet billetten eller blive ombooket til en anden flyafgang. De rejsende har dog den største sikkerhed med et rejsebureau i ryggen:


”Står du i lufthavnen og kan se, at din ombooking på grund af en strejke eller en anden grund vil gøre, at du fx misser en koncert, en fodboldkamp eller lignende, hvor eventbilletten er en del af pakkerejsen, så har du i nogle tilfælde krav på at ophæve hele rejsen og få pengene tilbagebetalt. Hvis du selv har booket turen, vil pengene fra entrebilletten til for eksempel en musik- eller sportsbegivenhed være tabt, hvis en strejke forsinker din planlægning,” lyder det fra Lars Thykier.


Lars Thykier opfordrer rejsende til at holde sig løbende opdateret med udviklingen i de pågældende konflikter hos flyselskaberne. Samtidig understreger han, at man med en bestilling hos et rejsebureau er sikret muligheden for råd, vejledning og eventuel kompensation for tabt tid på rejsemålet, hvis dette ikke dækkes af flyselskabets kompensation.


Yderligere information

Kontakt Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening på +45 4045 6814 eller lth@travelassoc.dk.

Kategorier

  • fly
  • forbruger
  • rejse
  • turist
  • flystrejke

Danmarks Rejsebureau Forening (Association of Danish Travel Agents and Tour Operators) er brancheforening for danske rejsebureauer. Foreningen blev stiftet i 1938 og har siden sin stiftelse arbejdet for at skabe attraktive vilkår for rejsebureauerne i Danmark.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings vision at være anerkendt som en ledende politisk repræsentant og rådgiver for danske rejsebureauer.

Det er Danmarks Rejsebureau Forenings mission at skabe attraktive vilkår for den samlede danske rejsebranche, herunder varetagelse af økonomiske og politiske interesser på et etisk funderet og bæredygtigt grundlag. Vores forhold til det enkelte medlem tager udgangspunkt i gensidig respekt, åbenhed, ærlighed og lydhørhed for medlemmets individuelle forhold, behov og ønsker.

Danmarks Rejsebureau Forening yder professionel rådgivning til medlemmerne og hjælper med at løse rejsebureauernes udfordringer. Vores rådgivningsydelser og politiske arbejde er med til at skabe & sikre professionalisme og udvikling i rejsebranchen.

Kontakt

Lars Thykier

Administrerende direktør og formand for World Travel Agents Associations Alliance 40 45 68 14