2012-05-10 11:30 Download vores logo
Pressemeddelelse
Brud på ledningsnet i Frederikssund
2012-02-23 09:00På grund af en voldsom frostsprængning af fjernvarmerørene i et ubeboet hus i Frederikssund fossede mellem 140 og 160 m3 varmt vand ud og forårsagede en omfattende varmeafbrydelse. E.ONs teknikere arbejdede på højtryk for at få varmeforsyningen til at fungere, men på grund af skadens omfang kom afbrydelsen til at vare knapt 20 timer.
Onsdag den 15. februar ved 17-tiden registrerede E.ONs tilsynsførende tekniker at trykket i fjernvarmeværkets ledningsnet i Frederikssund faldt dramatisk. Det faldende tryk betød, at vandet var holdt op med at cirkulere - og at varmeforsyningen ud til kunderne derfor ikke fungerede. Udenfor var temperaturen faldet til 6 minusgrader, hvilket gjorde situationen endnu mere alvorlig. Et så markant fald i trykket kunne kun betyde, at der var sket et markant brud på ledningsnettet. Opgaven var nu, at identificere bruddet og udbedre skaden så hurtigt som muligt.
Forladt hus druknet i fjernvarmevand
E.ONs teknikere forsøgte at lokalisere bruddet med termografi og ved at køre rundt i forsyningsområdet for at lokalisere dampene fra det ca. 85 grader varme vand. Først ved 4-tiden om morgenen fandt teknikerne et ubeboet hus, hvor vandet fossede ud af de frostsprængte fjernvarmerør inde i ejendommen. E.ON skønner, at der var løbet mellem 140 og 160 m3 varmt vand ud i huset, der nu er fuldstændig ødelagt.
Teknikerne fik isoleret bruddet og stoppet vandstrømmen. Der blev arbejdet målrettet på at få vandcirkulationen i gang igen efter at der var spædet nyt vand ind i ledningsnettet. Desværre var bruddet så alvorligt og skaden så omfattende, at de sidste af E.ONs kunder i Frederikssund først fik varmen igen ved frokosttid den 16. februar.
Utilstrækkelig information til de berørte kunder
Afbrydelsen af varmeforsyningen i det hårde frostvejr fik mange kunder til at kontakte E.ON for at blive orienteret om situationen. Desværre kunne E.ONs vagttelefon ikke håndtere de mange opkald fra foruroligede fjernvarmekunder. Samtidig var der tekniske vanskeligheder med at lægge en meddelelse om varmeafbrydelsen på www.eon.dk. E.ON har i den forløbne uge iværksat en række tiltag for at undgå en lignende uheldig situation med utilstrækkelig information til de berørte kunder i forbindelse med varmeafbrydelse. E.ON beklager de ulemper som det dramatiske brud på ledningsnettet i Frederikssund har medført.
Yderligere information:
Marketing- og kommunkationschef Louise Gløet/ 30 38 61 12



Tilføj kommentarKommentaren blev gemt
Inden den offentliggøres skal den godkendes af E.ON Danmark .