Pressemeddelelse -

EG køber Hairtools ApS

Hairtools ApS leverer Danmarks førende it-løsning til frisører og kosmetologer, og selskabet bliver nu en del af EG-koncernen. Med opkøbet styrker EG yderligere sit forretningsområde for brancheløsninger via skyen.

Hver fjerde frisør herhjemme registrerer i dag sine aftaler med Hairtools' løsning, og en stor del af aftalerne bookes af kunderne selv via Hairtools' app og kundeportal, tidtildig.nu.

Siden begyndelsen i 2001 har Hairtools fokuseret på frisører og kosmetologer, og det betyder, at Hairtools i dag er Danmarks førende online bookingsystem til frisører og kosmetologer. Alene sidste år omsatte Hairtools for 15,2 millioner kroner.

Hairtools vil indgå i EG's division for "Business Ready Solutions", hvor løsningerne har det til fælles, at de ligger i skyen og har en dyb forankring og indsigt i de enkelte brancher. Divisionen leverer i dag en stribe stærkt specialiserede brancheløsninger til blandt andet bygge- og installationsbranchen, læger, advokater og boligadministration.

"Hairtools er en kernesund forretning med et godt produkt og mange tilfredse kunder. EG kan både tilføre it-systemet mere værdi og udbrede løsningen til andre markeder. Derfor er købet af Hairtools fuldt på linje med vores strategi om at opkøbe sunde virksomheder med brancheindsigt, og de seneste års mange opkøb har givet os kapacitet til og erfaring i at skalere kundebasen og skrue op for ambitionerne. Så vi ser virkelig frem til at komme i gang," siger Jesper Andersen, divisionsdirektør i Business Ready Solutions hos EG.

Mange af EG's brancheløsninger i skyen er førende i markedet inden for deres industri og er med til at placere EG som en af Skandinaviens førende it-servicevirksomheder.

"Virksomhedsopkøb spiller en vigtig rolle i EG's overordnede vækststrategi, og vi har opbygget stor erfaring i vellykkede integrationer. Vi har succes med vores "Business in a Box" koncept med forretningskritiske it-løsninger, fordi det baserer sig på best practices blandt toneangivende virksomheder i brancherne – det er løsninger, der har det til fælles, at de leverer værdi til kunderne, hurtigt. For EG giver det adgang til yderligere vækst, baseret på løsninger i skyen, som vi har stort fokus på", siger administrerende direktør for EG, Leif Vestergaard.

Direktør hos Hairtools, Morten Sorang, startede selv virksomheden op sammen med sin hustru Gitte, og salget af den fælles virksomhed var ikke nogen nem beslutning. Ledelsen er dog enig om, at tiden er inde til forandringer.

"Selvom vi har oplevet succes, siden vi startede, og der har været fremgang hvert eneste år, er vi nået til et punkt nu, hvor yderligere vækst vil kræve rigtig meget mere af både ledelse og medarbejdere, samt en del kapital. Derfor ser jeg salget som en spændende mulighed for Hairtools i vores nuværende situation. Og så bliver det interessant at udforske de nye muligheder, det giver at være en del af en virksomhed, der som EG har både størrelse, kompetencer og erfaring", siger direktør og medstifter af Hairtools, Morten Sorang.

Den nuværende ledelse, ægteparret Gitte og Morten Sorang, vil fortsætte i spidsen for Hairtools i en overgangsperiode, og alle 16 medarbejdere fortsætter i deres nuværende stillinger. Kunder og brugere af løsningen kan naturligvis forvente uændret serviceniveau og fokus på videreudvikling og forbedringer af systemet.

Om Hairtools

Hairtools blev grundlagt i 2001, og firmaets it-system bruges i dag af mere end 1.200 frisørsaloner og kosmetologforretninger. Hairtools har løbende udvidet og forbedret løsningen og har fastholdt sin position som markedets førende ved at fokusere på udelukkende at tilbyde et produkt til frisører og kosmetologer og ikke kigge på andre brancher. Hairtools anbefales af Organisationen for Frisører og Kosmetologer samt Dansk Kosmetologforening, og virksomheden var Gazelle-virksomhed i 2008 og 2010.

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • brancheløsning
  • bookingsystem
  • it-løsninger
  • eg

EG er Skandinaviens ledende Microsoft Dynamics AX-partner, og understøtter hver dag mere end 12.000 kunder i hele Skandinavien med brancherettede it-løsninger.

EG's forretningsmodel bygger på nære kunderelationer og dyb brancheviden. Hver dag hjælper vi vores kunder til at opnå øget produktivitet og større konkurrencekraft. EG har 25 kontorer og over 1.800 medarbejdere i Skandinavien

Baggrundsmateriale – historien om EG, personportrætter og billedmateriale – kan hentes på www.eg.dk/presse.