Pressemeddelelse -

1.000 solcelleanlæg i 2013

EnergiMidt har i 2013 installeret 1.000 solcelleanlæg, selv om solcellemarkedet året igennem var præget af lovændringer og politisk vaklen.

I 2012 gik solcellemarkedet amok for derefter nærmest at gå i stå, mens tilskudsreglerne blev tilpasset. Når EnergiMidt gør status på året, er konklusionen, at markedet er ved at stabilisere sig igen.

- Det er ingen hemmelighed, at sidste år bød på meget store udfordringer for solcellebranchen, men vi har haft travlt på montagesiden. Vi har faktisk installeret 1.000 anlæg i 2013, og i løbet af efteråret begyndte vi for alvor at se fremgang i salget igen, siger Jørgen Due Thomsen, forretningschef hos EnergiMidt.

Den politiske vaklen skabte uro og usikkerhed på solcellemarkedet, og danskerne anede ikke, hvad der var op og ned. Nu er der ved at komme ro på igen, og en ny tendens begynder at vise sig.

- Ordretilgangen både på privat- og erhvervsmarkedet er nu igen støt stigende, og det viser sig faktisk, at kunderne ikke længere er så fokuserede på tilskud. De vil gerne være fri for at være bundet op på en lovgivning, der pludselig kan ændre sig, forklarer Jørgen Due Thomsen.

Anlæg der passer til forbruget
Danskerne skal tænke solceller på en lidt anden måde i dag end tidligere. Politikerne lægger op til, at vi skal bruge strømmen, når den produceres, og derfor er det vigtigt at få et anlæg, der er dimensioneret efter samtidighedsforbruget i husstanden.

- Med et korrekt dimensioneret anlæg, hvor husstanden selv bruger mest muligt af den producerede strøm, er det mindre afgørende, hvor meget man kan få for den strøm, man sælger til nettet. Politiske beslutninger har derfor ikke længere den samme betydning på den lange bane, siger Jørgen Due Thomsen.

Danskerne er ved at forstå budskabet om, at det ikke er tilskuddet, som er afgørende, men besparelsen på elregningen, og den kan mærkes nærmest fra den dag, solcellerne bliver installeret.

- Det kan bedre betale sig at investere sin opsparing i energirenovering, end at have den stående på en konto, hvor den bliver mindre og mindre værd på grund af inflation. Energibesparelser kan mærkes som en direkte besparelse i det månedlige budget og betaler sig hjem i løbet af 5-10 år, fortæller Jørgen Due Thomsen.

Tryghed spiller en større rolle i dag
I dag spiller tryghed i købet en større rolle. Købsbeslutningen centrerer sig ikke længere kun om at få det størst mulige anlæg og tjene kassen, men mere om at gøre en økonomisk fornuftig og grøn investering.

- Kunderne efterspørger i højere grad gode garantiordninger, vejledning og valide beregninger. I slutningen af 2012, hvor markedet gik amok, var det nok ikke alle, der fik undersøgt tingene ordentligt, men det gør man i dag. Beslutningsprocessen er blevet længere, og kunderne lægger vægt på at købe hos en erfaren aktør, der også er her om 2, 5 eller 10 år, fortæller Jørgen Due Thomsen fra EnergiMidt; en aktør som har været i solcellebranchen i 20 år.

- Selv om vi har installeret mange anlæg, har vi fået meget få klager. Vores solcelleanlæg havde ingen problemer med at blive siddende på tagene under de to voldsomme storme, som vi lige har haft, så det siger lidt om, hvor robuste de er. Det har stor betydning for kunderne, at man som leverandør af solcelleløsninger kan trække på en årelang erfaring, og at man også er her i fremtiden, så kunden får en garanti, der kan bruges til noget. Mange kolleger har forladt branchen, lige så hurtigt som de kom. Vi er her endnu, fordi vi har en stærk forretning, og fordi vi har formået at tilpasse os efter markedet, forklarer Jørgen Due Thomsen.

[Forretningschef Jørgen Due Thomsen kan kontaktes på jdn@energimidt.dk / 40408087]

Emner

  • Virksomhedsoplysninger

Kategorier

  • boligejer
  • solceller
  • solcelleanlæg
  • grøn energi
  • bæredygtighed
  • energimidt
  • elmåler
  • vedvarende energi
  • elregning
  • energiforbrug

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger 725 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg samt afdelinger i Skive, Herning og Randers. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har over 50.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 2.500 solcelleanlæg til privatkunder.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til over 20.000 familiers årlige elforbrug.

Kontakt

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17