Pressemeddelelse -

De imponerende resultater fra Innovation Fur fortsætter

Innovation Fur er blevet et veletableret levende laboratorium, som har skabt imponerende resultater. Seneste klimaregnskab viser, at furboerne holder fast i de gode vaner. Projektet fortsætter og har nu udbredt sig til hele Skive Kommune.

Siden 2011 er Fur gået fra at være en stille ø i Limfjorden til at være et veletableret levende laboratorium, hvor EnergiMidt, i samarbejde med Skive Kommune, tester forskellige elementer i fremtidens intelligente elnet ude i ”virkeligheden”. Projektet skulle egentlig være afsluttet med udgangen af 2015, men Innovation Fur-projektet fortsætter.
- Der er stor efterspørgsel på Innovation Furs testresultater fra universiteter og andre, som ønsker at deltage i lignende forsøg. Det unikke ved Innovation Fur er, at vi laver vores testforsøg med rigtige mennesker i rigtige hjem og med en rigtig hverdag. Det giver os nogle meget brugbare resultater og erfaringer, og derfor fortsætter vi, selv om det oprindelige Innovation Fur-projekt kun løb frem til udgangen af 2015, forklarer Gitte Wad Thybo, som er projektleder hos EnergiMidt.

Flere gode resultater fra Fur
Det seneste klimaregnskab for Fur er fra 2013 og er netop blevet offentliggjort. Det er det fjerde af sin slags, og det viser, at furboerne stadigvæk holdt fast i besparelserne og den grønne omstilling i 2013.

- Fur havde ved udgangen af 2013 realiseret et samlet fald på 27 procent i elforbruget i privatsektoren og 34 procent for hele Fur inklusiv industrien. Klimaregnskabet giver os mulighed for at måle og evaluere på effekten af de projekter og initiativer, vi sætter i gang på Fur, siger Gitte Wad Thybo.

Også CO2-udledningen på Fur er faldet markant siden 2010, viser klimaregnskabet. Og det er, selv om det samlede energiforbrug i industrien på Fur er steget med 33 procent i perioden.
- CO2-udledningen for boliger og fritidshuse på Fur er faldet med 20 procent. Det svarer til et fald på 1,5 tons pr. borger. Og for Fur samlet set, med industriens stigende energiforbrug inkluderet, er faldet alligevel på 3,2 procent. Samtidig er andelen af vedvarende energi på Fur steget med godt 50 procent, mens den på landsplan kun er steget halvt så meget, fortæller Gitte Wad Thybo videre og tilføjer, at hendes helt klare fornemmelse er, at kommende klimaregnskaber vil vise, at den positive udvikling fortsætter.

En af Danmarks hurtigste øer
Fur har gennemgået en imponerende forvandling siden Skive Kommune og EnergiMidt lancerede Innovation Fur-projektet. I en ny lokal udviklingsstrategi for Fur er ”Fur som forsøgsområde og modelsamfund” ét af tre indsatsområder.
- På Fur har man selv et stort ønske om at bygge videre på erfaringerne fra blandt andet Innovation Fur og fortsat søsætte projekter med Fur som case. Fur vil gerne være et udstillingsvindue og et modelsamfund, og det er en grundlæggende forudsætning for, at der eksempelvis kan opbygges en erhvervsturisme og sikres øget mediedækning, forklarer Gitte Wad Thybo.

Innovation Fur fortsætter således både med de igangværende projekter og med nye projekter, som løbende søsættes på øen.
- Senest har vi sat fem husstande med solceller til at teste en batterilagringsløsning som en del af vores GreenCom-projekt. Samtidig er vores digitaliseringsprojekt på Fur Ældrecenter også i fuld gang, og vi er nu begyndt at teste videokommunikation mellem plejepersonale og borger. Vores skoleprojekt, som vi kørte i samarbejde med Microsoft, er i evauleringsfasen, og Skive Kommune vil gerne udbrede projektet til resten af kommunens skoler. Der er med andre ord stadigvæk masser af spændende projekter i gang, både på Fur og i Skive Kommune, slutter Gitte Wad Thybo.

Se Furs klimaregnskab for 2013 her.

For yderligere information:

Gitte Wad Thybo, projektleder, EnergiMidt
4027 8985 / gwt@energimidt.dk

Related links

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • energimidt
  • innovation fur
  • skive kommune
  • klimaregnskab
  • living lab
  • energilagring
  • digitalisering
  • solceller
  • bæredygtighed
  • klima
  • all
  • fur
  • smart grid

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er Danmarks fjerdestørste energiselskab med en årlig omsætning på 3,5 milliarder kroner.

EnergiMidt er en moderne energi- og kommunikationsvirksomhed med 235.000 kunder. Virksomheden beskæftiger cirka 650 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg.

EnergiMidt blev i 2015 kåret til Danmarks bedste arbejdsplads efter at have ligget i top 3 siden 2012. EnergiMidt har desuden vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

Flere end 65.000 midt- og østjyder har fiberbredbånd fra EnergiMidt, og antallet er støt voksende.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til cirka 50.000 familiers årlige elforbrug.

Kontakt

Anne Brandborg

Pressekontakt +45 20 25 08 30

Relateret materiale