Pressemeddelelse -

EnergiMidt er den fjerdebedste arbejdsplads i Europa

Ved en kåring af Europas bedste arbejdspladser i Dublin den 16. juni fik EnergiMidt en flot fjerdeplads og dermed endnu et skulderklap for sit store arbejde med medarbejdertrivsel. Kåringen blev foretaget af analysevirksomheden ”Great Place to Work”, som valgte de bedste blandt 2.250 virksomheder fra 19 europæiske lande.

Den flotte placering er en ”belønning” for adskillige års målrettet arbejde med at højne medarbejdertilfredsheden og trivslen i dagligdagen i den midtjyske energi- og kommunikationsvirksomhed. Samtidig skal trivsel og performance i EnergiMidt gå hånd i hånd, så det er vigtigt at kunne mestre balancen mellem høj trivsel og forretningsmæssige resultater.

- I november 2015 blev EnergiMidt kåret til Danmarks bedste store arbejdsplads. I foråret 2016 præsenterede vi vores indtil videre bedste regnskab med et overskud på 176 mio. kr. I samme periode har vi gennemført et antal ændringer i organisationen. Det faktum, at vi har fået skabt et rigtig godt fundament på trivselsområdet, har helt sikkert medvirket til at vi har kunnet holde – og endda i mange tilfælde skærpe – vores forretningsmæssige fokus, fortæller Bent Kristensen, som er konstitueret administrerende direktør i EnergiMidt.

Listen med Europas Bedste Arbejdspladser er baseret på nationale undersøgelser i 19 europæiske lande, og i 2015 har 2.250 virksomheder deltaget i undersøgelsen. Her har 770.000 medarbejdere udfyldt et omfattende spørgeskema om deres arbejdsplads. Danske virksomheder har klaret sig flot i undersøgelsen og særligt blandt de store arbejdspladser er landet flot repræsenteret med to virksomheder i top ti – med Beierholm på sjettepladsen og EnergiMidt som nummer fire.

Et omfattende samarbejde
Samarbejdet med ”Great Place to Work” inkluderer udarbejdelse af en detaljeret kulturprofil, hvor virksomheden beskriver politikker, holdninger og arbejdsgange på en lang række områder. Desuden gennemføres en omfattende spørgeskemaundersøgelse, som består af et antal standardspørgsmål samt spørgsmål målrettet EnergiMidt. Kulturprofilen og spørgeskemaundersøgelsen danner så baggrund for placeringen blandt landets - og i EnergiMidts tilfælde også Europas - bedste arbejdspladser.

En investering i fremtiden
I EnergiMidt skal trivselsarbejdet også ses som et signal til omverdenen om, at man ønsker at stå stærkt i kampen om den mest kvalificerede arbejdskraft. Efterspørgslen på medarbejdere med de helt rette kompetencer er høj, så det er vigtigt at kunne tilbyde noget ekstra, som for eksempel forretningsmæssige ambitioner, en god ledelse og et godt arbejdsmiljø.

Lige nu er EnergiMidt ved at gennemføre en fusion med Himmerlands Elforsyning (HEF) og også i den sammenhæng har de mange års arbejde med trivsel været en fornuftig investering. HR chef Ole Holm forklarer:

- Den oparbejdede ”sociale kapital” er et rigtig værdifuldt aktiv for EnergiMidt. Vi har internt et helt naturligt fokus på trivsel, og det vil hjælpe os, når vi skal tage imod vores nye kolleger fra HEF. Det betyder, at vi vil kunne skyde genvej, når vi skal opbygge vores fælles virksomhedskultur, og selv om vi nu bliver endnu større, så vil vi også i fremtiden være blandt Danmarks bedste arbejdspladser. Vi skal fortsætte med at gøre det, der virker godt og med at udvikle os på de områder, hvor vi kan forbedre os. Men hele tiden med de forretningsmæssige resultater for øje, pointerer han.

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • bæredygtighed
  • energimidt
  • koncern
  • csr
  • trivsel
  • performance

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt-koncernen beskæftiger sig med digital kommunikation og energi. Vi er ejet af vores midtjyske andelshavere, og vores forretningsområder dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el-salg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Vi ønsker at være kundernes foretrukne valg, og vi er godt på vej. Flere end 68.000 midtjyder har valgt vores fiberløsning, Waoo, der for 5. år i træk er blevet kåret til Danmarks bedste internet.Vi leverer en af Danmarks mest stabile og effektive elforsyninger til 235.000 andelshavere. Vi har ansvaret for flere end 100.000 gadelamper, og vores solcelle- og vindmølleparker producerer vedvarende energi svarende til en fjerdedel af den strøm, som vores kunder aftager.

Vi prioriterer samarbejde og medarbejdertrivsel højt i EnergiMidt. Så højt, at vi blev kåret som Danmarks bedste arbejdsplads i 2015. Vi er 640 engagerede medarbejdere.

Kontakt

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17