Pressemeddelelse -

EnergiMidt og Clever inviterer til ”Grøn køreglæde” på Jyllandsringen

Duften af højoktanbenzin kommer til at mangle, og larmen fra potente racermotorer vil også være fraværende på Jyllandsringen, når EnergiMidt og Clever 21. juni byder på gratis adgang for hele familien til en dag, hvor elbilerne er i fokus.

Lørdag 21. juni bliver det muligt at prøvekøre en elbil på Jyllandsringen. Her har EnergiMidt og Clever inviteret Nissan, Renault, Tesla, VW og BMW til en dag med fokus på grøn køreglæde. Alle er velkomne på dagen, og der vil være aktiviteter for børn og voksne i alle aldre. Med hoppeborge, spillesimulatorer, fjernstyrede modelbiler og optræden af X-Factor finalist Henriette Haubjerg til at supplere elbilerne på Jyllandsringen.

Udviklingen er med til at skabe stigende interesse
Og der er da også masser af gode grunde til at lægge vejen forbi – både hvis man er potentiel bilkøber, og hvis man ”bare” er interesseret i teknologien og vil se og prøve, hvor lækre elbilerne efterhånden er blevet.

Der er nemlig sket rigtig meget på markedet for elbiler de seneste år. Stadig flere af de store bilproducenter lancerer eldrevne udgaver af populære modeller – eller udvikler helt nye biler til det voksende marked. Renault og Nissan var nogle af de første, og siden kom Tesla med en decideret sportsvogn. Sidst har de to tyske producenter VW og BMW meldt sig i kampen om den voksende mængde miljøbevidste bilkøbere.

Mere fokus på bæredygtighed og tilgængelighed
Fælles for elbilerne er, at de er temmelig afhængige af at blive ladet op med strøm. Det bedste bud på fremtidens ladeløsning tilbydes af Clever, som ejes af fem store danske energiselskaber, heriblandt EnergiMidt. Clever har etableret et fintmasket net af ladestandere – og er nu så godt som landsdækkende, hvilket bidrager yderligere som incitament for forbrugerne.

Selv vil EnergiMidt benytte arrangementet 21. juni til at skabe større opmærksomhed om miljøbevidsthed og bæredygtighed i dagligdagen. Ifølge kommunikationskonsulent Henrik Højlund vil den såkaldt grønne omstilling få markant mere fokus i årene fremover:

- Vi oplever helt klart en større interesse omkring bæredygtige energiløsninger, og en begrænsning af udledningen af CO2 ligger ikke længere langt ude i fremtiden, men er blevet en helt konkret samfundsopgave, som vi i fællesskab er nødt til at løse nu. En af delløsningerne er at tænke el ind i den daglige transport, og for rigtig mange af os – også de af os som pendler – giver det efterhånden rigtig god mening at overveje en elbil. Med de effektive og stadig mere tilgængelige ladeløsninger, som Clever tilbyder, bliver det sværere og sværere at komme uden om elbilen som en attraktiv og komfortabel løsning på transportbehovet.

Fakta:
På Jyllandsringen får alle interesserede mulighed for at se, røre og prøve fremtidens bilmodeller og med egne øjne konstatere, at vi er kommet langt siden de første batteridrevne biler så dagens lys. Det hele foregår lørdag den 21. juni fra kl. 12.00 til 16.00.

Der er gratis adgang for alle – og mulighed for at booke en prøvetur på dagen.


Emner

  • Miljø, energi

Kategorier

  • bæredygtighed
  • energimidt
  • clever
  • elbiler

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger 725 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg samt afdelinger i Skive, Herning og Randers. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har over 50.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 4.500 solcelleanlæg i Danmark.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til over 20.000 familiers elforbrug.

Kontakt

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17