Pressemeddelelse -

Eniig er klar til at åbne fibernettet i 2018

Efter at have etableret fibernet i mere end 10 år til gavn for Eniigs kunder i det midt- og nordjyske, er virksomheden nu klar til at åbne sit fibernet for andre. Allerede i 2018 vil den første nye indholdsleverandør kunne byde sine kunder velkommen på Eniigs fibernet.

Eniig har siden midten af 00’erne etableret fiberbredbånd i et markedsområde, som arealmæssigt svarer til cirka en fjerdedel af Danmark. Selskabet har netop rundet fiberkunde nummer 100.000 og tilbyder lynhurtige internetforbindelser i det meste af Midt- og Nordjylland. Igennem flere år har Eniig Fiber A/S løst opgaver indenfor drift, vedligeholdelse og support for andre energi- og fiberselskaber. Når Eniig i 2018 åbner fibernettet, kan andre indholdsudbydere levere eget indhold til deres kunder på Eniigs lynhurtige fiberbredbånd.

- Det har altid været vores strategi, at vi ville åbne fibernettet for andre indholdsleverandører, og nu er vi klar til at gå i gang. For at kunne skabe en attraktiv forretning – både for os selv og for andre – har vi i første omgang haft fokus på at etablere et stabilt og bæredygtigt fundament i fiberforretningen. Vores fibernet har nu en markant udbredelse, og derfor er det naturligt for os at åbne det nu, udtaler Søren Lindgaard, som er direktør i Eniig Fiber A/S.

En åbning af fibernettet på kommercielle vilkår sikrer forbrugerne meget større valgfrihed og er helt i tråd med myndighedernes og politikernes ønsker om større fibertilgængelighed for flere.

- Adgang til lynhurtige og stabile internetforbindelser bliver stadigt vigtigere for både private og erhvervsliv. Faktisk er fibernettet en reel livsnerve til mange lokalområder. Vi har i dag et stærkt indholdstilbud på vores fiber, som er konkurrencedygtigt. Samtidig ved vi, at nogle kunder har valgt en anden indholdsleverandør. Disse indholdsleverandører vil nu kunne tilbyde deres kunder at få leveret deres indhold via markedets bedste bredbåndsteknologi, siger Søren Lindgaard.

Det er et stort projekt – og en omfattende investering – at etablere en platform, der gør det muligt for flere indholdsleverandører at komme på Eniigs fibernet. Denne platform kan – udover at håndtere forskellige indholdsleverandører – også håndtere flere forskellige fibernet. Det betyder, at Søren Lindgaard allerede nu gerne inviterer alle netselskaber til en snak om et eventuelt fremtidigt samarbejde.

- Det vil glæde mig, hvis mange netselskaber vil gå i dialog med os omkring en åbning af fibernettene. For sådanne samarbejder vil komme alle kunder til gode, pointerer Søren Lindgaard.

For yderligere information:
Søren Lindgaard, direktør i Eniig Fiber A/S, tlf.: 2424 1555

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • fibernet
  • fiberbredbånd
  • fiber
  • privat
  • waoo
  • koncern

Eniig! Fælles om fremtiden

Før var vi EnergiMidt, HEF og Energinord. Nu er vi Eniig. 

Eniig er Danmarks nye energikoncern og er med 383.000 andelshavere landets tredjestørste. 

Eniig koncernen har 1040 ansatte, og forretningsområderne dækker el- og varmeforsyning, fiberbredbånd, el- og gassalg, gadelys, energibesparelser samt vedvarende energi.

Kontakt

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17

Relateret materiale