Pressemeddelelse -

Guide: Forstå din årsopgørelse

Årsopgørelserne over danskernes elforbrug dumper i disse uger ind af brevsprækken rundt om i hjemmene. Men det er nok de færreste, der forstår, hvad de mange poster på den to sider lange oversigt egentlig betyder. Hvorfor er en elregning så uoverskuelig, og hvordan får man bedst overblikket? Læs med her og få svaret.

To sider med en masse tal og en dom over, om du har betalt for meget eller for lidt – uden at du måske ved hvorfor. For mange mennesker kan opgørelsen over det forgangne års elforbrug virke ret uoverskuelig. En af årsagerne til forvirringen er den måde, prisen på en kWh er skruet sammen. Den består nemlig af meget mere end bare selve elprisen. Ved at vide det og hvilke poster på opgørelsen, du skal tage stilling til, er du allerede godt på vej til at forstå, hvad årsopgørelsen egentlig fortæller dig.

Skatter og afgifter udgør mest
Det beløb, der fremgår af årsopgørelsen som den årlige betaling for at have lys i lamperne og strøm på boligens elektriske apparater, kan synes svimlende, og mange stiller nok sig selv spørgsmålet: ”Har jeg virkelig brugt så meget el?”. Svaret er i princippet ja, da beløbet selvfølgelig er det, der skal betales for at have strøm i stikkontakten, men det er i virkeligheden kun en lille del af beløbet, der reelt er betaling for el. Hvert år sender EnergiMidt omkring 223.000 årsopgørelser ud, og det er netop de mange posters betydning, og om det opgjorte forbrug nu også kan passe, der genererer henvendelser fra selskabets kunder i forbindelse med årsafregningen:

– Mange ved ikke, at 75 procent af beløbet på årsopgørelsen består af skatter og afgifter til staten, som du skal betale, uanset hvilket selskab du køber sin el hos. Det er netop disse tal, der gør årsopgørelsen og elregningen til en lidt uhåndgribelig størrelse, som mange har svært ved at gennemskue, siger Jan Højlund, som er chef for EnergiMidts Kundecenter for El.

I virkeligheden er det vigtigste at tage stilling til antallet af forbrugte kWh, som fremgår af årsopgørelsen, og at sammenligne det tal med tallet fra året før.

- Hvis der pludselig er sket en stigning, uden at du selv lige umiddelbart kan finde en logisk forklaring, så som at der eksempelvis er blevet flere i husstanden, er det en god idé at kigge nærmere på dit forbrug, forklarer Jan Højlund og tilføjer, at skjulte strømslugere kan få forbruget til at stige, uden at man selv opdager det.

Den billigste strøm er den, du ikke bruger
Den nemmeste og i princippet eneste måde, du kan undgå den høje elregning, er faktisk at spare på forbruget. For hver sparet kWh sparer du også de mange skatter og afgifter, der er lagt oven på prisen for hver eneste kWh. Mange selskaber tilbyder i dag selvbetjeningsløsninger, hvor du kan få overblik over dit forbrug og følge udviklingen. Du kan faktisk skære en del af forbruget ved simple justeringer i hverdagen.

For at hjælpe sine kunder med at gennemskue, hvordan de gennem små ændringer kan nedbringe deres elforbrug, har EnergiMidt udviklet et koncept, de kalder Sparpåelregningen, hvor elkunderne løbende modtager gode råd til at nedsætte forbruget. Det er her de virkelige besparelser kan hentes:

– De store besparelser opnår du ikke alene ved at skifte selskab. Skatter og afgifter er de samme hos alle, og prisforskellen på ren el er meget lille på årsbasis. De mærkbare besparelser hentes i stedet hjem ved simpelthen at få de gode sparevaner ind under huden i hverdagen og sænke forbruget. Vores hypotese er, at en gennemsnitlig familie nemt kan skære 10 procent af deres forbrug ved at følge de gode spareråd. Den hypotese blev bekræftet af 13 familier, der testede Sparpåelregningen-konceptet gennem et år og i gennemsnit sparede hele 25 procent, slutter Jan Højlund.

Årsopgørelsens tal step by step

Fakta:
  • Det samlede forbrug i EnergiMidts område udgjorde 2.539.491.396 kWh i 2014. Det svarer til, at en 25 watt pære er tændt uafbrudt i mere end 11,2 milioner år
  • 45.000 af EnergiMidts kunder modtager i disse dage deres årsopgørelser med posten
  • 178.000 af EnergiMidts kunder modtager deres årsopgørelse via BetalingsService i slutningen af februar
  • EnergiMidt modtager tæt på 20.000 opkald af cirka 3,5 minutters varighed vedrørende årsopgørelsen
  • Det svarer til en samtale på næsten 1200 timer – eller 50 døgn
  • EnergiMidt registrerer en fordobling i antallet af besøg på selvbetjeningstjenesten mitenergimidt.dk i perioden omkring årsopgørelsens udsendelse.

Emner

  • Energispørgsmål

Kategorier

  • elregning
  • årsopgørelse
  • guide
  • energibesparelser
  • sparpåelregningen
  • testfamilier
  • besparelser
  • elaftale
  • energimidt
  • privat

Regions

  • Midtjylland

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger knap 700 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har flere end 57.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 4.500 solcelleanlæg i Danmark.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til ca. 37.000 familiers elforbrug.

Kontakt

Anne Brandborg

Pressekontakt +45 20 25 08 30