Pressemeddelelse -

Velfortjente skulderklap og 10.000 kr. til fem lokale ildsjæle

For ottende år i træk har EnergiMidt kåret fem lokale ildsjæle, som gennem deres store frivillige arbejde har gjort så stort indtryk på andre, at de er blevet indstillet til ”Årets Ildsjæl 2015”. Med prisen fulgte en check på 10.000 kr.

Ved en prisoverrækkelse hos EnergiMidt i Silkeborg har bestyrelsesformand Jens Jørn Justesen uddelt priserne til fem lokale ildsjæle. Fælles for alle prismodtagerne er, at de har ydet noget ekstraordinært; en indsats, som har gjort stort indtryk på mange rundt omkring i det lokalområde, hvor de har deres daglige virke.

Vinderne af de fem priser som ”Årets Ildsjæl 2015” blev:

  • Kaj Sørensen – primus motor i arbejdet med Balling Bypark og i etablering og drift af ”Pulsen”
  • Pia Pedersen – engageret leder, træner og kasserer i Auning IF’s gymnastikafdeling
  • Dennis Byskov Hansen – træner, koordinator og ungdomsformand i HK 73 Rask Mølle
  • Lars Damgaard – træner, stævnearrangør og værdsat ildsjæl i Silkeborg Kajakklub
  • Morten Wiberg – visionær og initiativrig træner m.m. i Herning Judo & Jiu Jitsu Klub

Lokalt engagement er altafgørende
Ved prisoverrækkelserne blev baggrunden for at gennemføre et initiativ som Årets Ildsjæl da også uddybet. Som andelsselskab er EnergiMidt ejet af kunderne, og det lokale energiselskab ser det som en naturlig opgave at være med til at motivere og holde gang i den lokale udvikling:

– Det er jo fortsat sådan, at det lokale sports-, forenings- og kulturliv er afhængig af, at der er lokale ildsjæle, som på trods af travlhed i hverdagen altid er klar til at give en hånd med efter fyraften, i weekender og i ferier. Nogle af disse ildsjæle vil vi gerne give et velfortjent skulderklap og sige ”godt gået!”

Vi håber naturligvis også, at vi med ildsjæleprisen kan være med til at skabe ekstra opmærksomhed om den store betydning de lokale ildsjæle har. Samtidig håber vi, at priserne kan være med til at inspirere andre til at involvere sig og gøre en ekstra indsats i det lokale arbejde, fortalte Jens Jørn Justesen ved prisoverrækkelsen.

Mange ildsjæle i det midtjyske
Dommerkomiteen fra EnergiMidt har med 87 indstillinger i år været på ekstra hårdt arbejde med at vurdere de mange kandidater som klubkammerater, medarbejdere, familie, naboer og andre har indstillet til prisen.

De 87 indstillinger understreger, at der er mange frivillige ildsjæle i det midtjyske, og at der er tilsvarende mange, som sætter pris på deres store indsats. Og under uddelingen blev det fremhævet, at netop antallet af indstillinger gør prisen særdeles ærefuld – en vinderindstilling skal stikke lidt ekstra ud fra mængden af kandidater.

EnergiMidt stiftede prisen som ”Årets Ildsjæl” tilbage i 2008 for at skabe opmærksomhed og påskønnelse overfor alle de mange personer i det midtjyske, som yder en stor frivillig indsats – og som med deres engagement og virkelyst er med til at holde liv i lokalområderne.

Emner

  • Sport

Kategorier

  • bæredygtighed
  • energimidt
  • koncern
  • kultur
  • anerkendelse
  • sponsering

Fakta om EnergiMidt

EnergiMidt er en moderne multiforsynings- og bredbåndsvirksomhed med 235.000 kunder. 

Virksomheden beskæftiger knap 700 medarbejdere og har hovedkontor i Silkeborg. 

EnergiMidt har de seneste år ligget i top 3 blandt landets bedste arbejdspladser og har vundet flere priser for arbejdet med trivsel og CSR.

EnergiMidt har flere end 57.000 fiberbredbåndskunder og har installeret over 4.500 solcelleanlæg i Danmark.

EnergiMidt har solcelle- og vindmølleparker i Spanien, Italien, Bulgarien, Tyskland og Danmark. De leverer en årlig el-produktion svarende til ca. 37.000 familiers elforbrug.

Kontakt

Henrik Højlund

Pressekontakt Pressekontakt www.eniig.dk +45 41 78 08 17