Nyhed -

Danske virksomheder præsenterer energiløsninger i Mexico

En række store danske virksomheder deltager 29. september sammen med politikere og leverandører i en high-level konference i Mexico City, som har fokus på at dele danske og mexicanske erfaringer med energieffektivisering i industrien og danske teknologier og løsninger, der kan realisere energisparepotentialet.

Som en del af det dansk-mexicanske klima- og energiprogram afholder den danske ambassade, den mexicanske energieffektiviseringsstyrelse (Conuee) og Energistyrelsen den 29. september en high-level konference i Mexico City, hvor omkring 150 energi­interesserede virksomheder, politikere, meningsdannere og leverandører ventes at deltage. Direktøren for Conuee, Odon de Buen, og generaldirektøren for energieffektivitet hos det mexicanske energiministerium, Santiago Creuheras, deltager i konferencen, som fokuserer på at dele danske og mexicanske erfaringer om energibesparelser i industrien. Fra dansk side deltager den danske ambassadør i Mexico, Henrik Bramsen Hahn, samt virksomheder som Aasted, Condair, Danfoss, Grundfos og Rambøll.

Konferencen er en præsentation af resultaterne af halvandet års målrettet arbejde fra Energistyrelsen og danske konsulenter med energiledelse i en række mexicanske fødevarevirksomheder. De danske virksomheder vil præsentere potentialer og tilbagebetalingstider samt et udsnit af de teknologier og løsninger, der skal implementeres for at høste energibesparelserne.

Udbygget dansk-mexicansk energi- og klimasamarbejde

Målet med Energistyrelsens samarbejde med Mexico er at medvirke til at skabe CO2 reduktioner. Mexico er verdens 10. største udleder af CO2 (2011). Et af værktøjerne i samarbejdet er at fremme energibesparelser og kortlægning af potentialerne for energieffektivisering i udvalgte mexicanske industrisektorer med udgangspunkt i danske erfaringer. Under det dansk-mexicanske samarbejde, er der bl.a. ydet bistand til et læringsforløb om energiledelse hos udvalgte, store mexicanske virksomheder. Det langsigtede mål er, at virksomhederne bliver certificerede efter den internationale energiledelsesstandard ISO 50 001.

Blandt de medvirkende virksomheder er der identificeret et energibeparelsespotentiale på ca. 25 pct. med en tilbagebetalingstid på under 4 år, og på den baggrund estimeres besparelsespotentialerne i sektoren i størrelsesordenen 15-30 pct. Heraf kan ca. 5 pct. spares gennem vedligehold og adfærdsmæssige ændringer, dvs. med meget lave omkostninger for de mexicanske virksomheder.

Resultater kan bruges af andre virksomheder i Mexico

Hovedparten af de identificerede projekter kan anvendes i større målestok og er derfor også interessante for andre fødevarevirksomheder. Mexicos totale energiforbrug i fødevareindustrien vurderes at være omkring 121 Petajoule. Hvis den øvrige sektor implementerer energiledelse og gennemfører projekter med kort tilbagebetalingstid, så vil energiforbruget kunne reduceres med omkring 30 petajoule forudsat uændret produktionsstørrelse. Til sammenligning var bruttoenergiforbruget i hele den danske industrisektor 115 Petajoule i 2015.

Arbejdet i virksomhederne og pilotprojekterne understøtter samtidig den mexicanske plan for udbredelse af energiledelse i virksomheder. De næste skridt i det dansk-mexicanske samarbejde vil sætte fokus på de mest generiske energibesparelsesprojekter, som er identificeret i samarbejdet med virksomhederne, så denne viden kan deles med andre fødevarevirksomheder. Derudover lægges vægt på at få organiseret arbejdet med at fremme energiledelse i virksomheder yderligere gennem frivillige aftaler med industrien. Det er et område, som Danmark har stor erfaring med.

Læs mere om energisamarbejdet med Mexico.

Kontakt:

Nadeem Niwaz, Energistyrelsen, nni@ens.dk , +45 3395 5808

Ulla Blatt Bendtsen, det dansk- mexicanske samarbejde, ublatt.gd@energia.gob.mx , +52(1)55 6125 5935

Related links

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • klima og co2
  • internationalt
  • vedvarende energi

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06

Relateret materiale