Pressemeddelelse -

Det bliver nemmere og hurtigere at søge tilskud fra VE til proces

VE til proces-tilskudsordningen åbner onsdag den 9. marts op for en ny og enklere måde for virksomheder at ansøge om tilskud til at omlægge deres procesenergi fra fossilt energi til vedvarende energi. Ansøger en virksomhed via en såkaldt standardansøgning, vil der som udgangspunkt være færre dokumentationskrav og en enklere ansøgningsprocedure. Det vil lette ansøgningsbyrden for virksomhederne og forkorte sagsbehandlingstiden.

VE til proces-tilskudsordningen blev evalueret i 2015. Evalueringen viste blandt andet, at særligt mindre ansøgere finder det udfordrende og tidskrævende at leve op til dokumentationskravene. Energistyrelsen arbejder løbende med at optimere administrationen af ordningen med særligt fokus på at minimere byrderne for erhvervslivet. Derfor lancerer Energistyrelsen nu en standardansøgning til VE til proces.

Standardansøgningen er baseret på standardforudsætninger – eksempelvis faste priser og normtal på den forbrugte energi før og efter konverteringen samt faste omkostninger i forbindelse med driften af energianlægget. Ansøger en virksomhed via en standardansøgning, vil der som udgangspunkt være færre dokumentationskrav og en enklere ansøgningsprocedure. Nu er det kun nødvendigt at dokumentere brændselsforbruget før konverteringen og anlægsomkostningerne i form af ikke-accepterede tilbud fra leverandører.  Brændselspriser skal ikke længere dokumenteres.

Hvornår kan standardansøgningen vælges?

For at kunne anvende standardansøgning kræver det, at tre krav er opfyldt:

  • Ansøgt støttebeløb skal være mindre end 500.000 kr.
  • Der skal konverteres fra fyringsgasolie, fuelolie, naturgas, LPG (til korntørring) eller el.
  • Der skal konverteres til flis, halm, træpiller eller en varmepumpe.

De projekter, som falder uden for de opstillede krav, har stadig mulighed for at søge om tilskud via en traditionel individuel ansøgning. Det foregår vha. samme ansøgningsmateriale.

Hent vejledning, ansøgningsskema og regneark til brug for standardansøgning til VE til Proces såvel som traditionel individuel ansøgning

Få flere oplysninger om VE til proces tilskudsordningen eller kontakt Energistyrelsen på 33 92 67 00.

Konsekvenser for individuel ansøgning

Indførelsen af standardansøgninger har desuden konsekvenser for praksis ved behandlingen af traditionelle individuelle ansøgninger. Baggrunden for de anvendte data i standardansøgningen er en rapport fra Force fra 8. juli 2015 og et notat af 4. marts 2016 fra Force. I rapporten er der angivet værdier for driftsomkostninger. Disse vil for ansøgninger indsendt efter 1. april 2016 blive anvendt ved vurderingen af ansøgningen. Dette gælder specifikt for timeprisen og den samlede driftsomkostning. For korntørring forudsættes en nedtørringsprocent på 3 %. Disse værdier vil blive lagt til grund for behandlingen af ansøgninger, der modtages som en traditionel individuel ansøgning, med mindre andre forhold kan dokumenteres.

Ansøgningsmaterialet til VE til procesordningen, Standardforudsætninger - til VE til proces - ansøgningsmateriale, Opdatering af standardforudsætninger til VE-proces-ansøgningsmateriale

Emner

  • Virksomhed, generelt

Kategorier

  • effektivisering & erhverv

Kontakt

Ture Falbe-Hansen

Pressekontakt Pressechef Energistyrelsen +45 25 13 78 46

Laura Andersen

Pressekontakt Presserådgiver +45 33 95 09 06