Pressemeddelelse -

7.000 regnskaber: Byggevirksomheder stærkt ud af 2013

En ny analyse af de første 7.313 regnskaber fra de danske byggevirksomheder vidner om en betydelig økonomisk fremgang i sektoren. Indtjeningen i byggevirksomhederne er det seneste regnskabsår steget med 48 procent, og egenkapitalen er oppe med mere end 8 procent.

Bag analysen står Spar Nord, som på baggrund af data fra erhvervsdatabasen Proff.dk har analyseret udviklingen i de 7.313 regnskaber, som landets byggevirksomheder indtil videre har afleveret til Erhvervsstyrelsen i år, og som alle rummer fem års historik fra virksomhedens drift.

- Regnskaberne vidner om, at de politiske initiativer og det store genopbygningsarbejde efter stormene sidste år har slået massivt igennem i den ellers trængte byggesektor, siger cheføkonom Jens Nyholm fra Spar Nord på baggrund af analysen.

Han hæfter sig blandt andet ved, at boligjobordningen, attraktive afskrivningsregler på investeringer og fremrykningen af offentlige investeringer ser ud til at have stimuleret efterspørgslen bredt i sektoren.

- Det betyder, at fremgangen i modsætning til sidste år er bredt funderet og nu gør sig gældende for såvel de store og mellemstore som de små byggevirksomheder, tilføjer Jens Nyholm.  

Ifølge Proff.dk er der i dag 11.907 danske byggevirksomheder i drift med fem års historik, og dermed dækker analysen 64 procent.

- Med næsten to tredjedele af de kvalificerede regnskaber i hus har vi nu et rigtig godt grundlag for at analysere på sektoren. Der tegner sig et yderst positivt billede for byggebranchen, men der kan naturligvis stadig komme nogle voldsomme afvigelser fra gennemsnittet, som kan påvirke resultatet for hele sektoren, siger adm. direktør Stefan Kercza fra Eniro Danmark, der står bag Proff.dk.

Dansk Byggeri: Hård oprydning
I erhvervsorganisationen Dansk Byggeri genkender cheføkonom Bo Sandberg den positive udvikling, som han blandt andet forklarer med et hårdt udskilningsforløb.

- Lav efterspørgsel og vanskeligere adgang til finansiering har betydet, at mange har måttet lukke og slukke, mens de tilbageværende virksomheder i dag har langt mere fokus på bundlinje og soliditet frem for toplinje, siger Bo Sandberg. 

- Pihl & Søn-konkursen i sommeren 2013 sendte chokbølger igennem sektoren, og det har uden tvivl fået mange virksomheder til at sætte ekstra fokus på lønsomhed, fortsætter han.

Mens Pihl & Søn sidste år gik konkurs og dermed ikke er med i analysen, så har MT Højgaard præsteret den hidtil største indtjeningsfremgang på næsten 600 millioner kroner i seneste regnskabsår.

Store udfordringer forude
Den store fremgang i det seneste regnskabsår til trods forventer både Spar Nord og Dansk Byggeri, at tempoet i fremgangen vil aftage i de kommende år.

- Meget tyder på, at en del af fremgangen i 2013 er af midlertidig karakter, fordi den hænger sammen med tidsbegrænsede politiske initiativer eller naturfænomener, som ikke nødvendigvis gentager sig hvert år, uddyber Jens Nyholm.

Han peger ligesom Bo Sandberg på fortsat overkapacitet på markedet for erhvervsejendomme, ligesom boligbyggeriet ligger på et historisk lavt niveau.

- En del af den politisk- og storm-motiverede efterspørgsel vil række ind i 2014, men derefter opstår et hul i efterspørgslen, som ikke ser ud til at blive dækket af efterspørgslen fra husholdninger og virksomheder, lyder det afsluttende fra Bo Sandberg.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt venligst:
Cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri. Tlf. 7216 0142 eller afe@danskbyggeri.dk
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330 eller lsi@sparnord.dk
Kommunikationschef Kristoffer Apollo, Eniro Danmark (herunder Proff.dk). Tlf. 2790 3102 eller kristoffer.apollo@eniro.com

Om Regnskabsanalysen 2014
På baggrund af data fra Proff.dk analyserer Spar Nord årligt de regnskaber, som danske virksomheder indrapporterer til Erhvervsstyrelsen. Analysen fokuserer på virksomhedernes udvikling i resultat før skat, egenkapital og balance, sådan som virksomhederne selv rapporterer tallene i regnskaberne.

Analysen dækker samtlige hovedselskaber med rapporteringspligt til Erhvervsstyrelsen, som har rapporteret i perioden januar 2013 til juni 2013. Herfra fratrækkes virksomheder med færre end fem års regnskabshistorik samt virksomheder, der er under konkursbegæring.

Datagrundlaget for regnskabsanalysen omfatter samtlige sektorer i dansk erhvervsliv, men analysen har alene fokus på at beskrive og forklare udviklingen i et udvalgt antal sektorer, som eksempelvis byggeri, industri og handel/detail.

Om Spar Nord
Med flere end 360.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 75 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2013 et overskud før skat på 670 millioner kroner.

Spar Nord ejes af cirka 125.000 aktionærer.

For yderligere information se www.sparnord.dk

Om Proff.dk
Proff.dk er et unikt valideringsværktøj med fokus på business-to-business-samhandel. Proff.dk er stedet, hvor du frit tilgængeligt finder flest samlede informationer om dansk erhvervsliv med nøgletal og data omkring virksomheder og ledere – alt sammen gratis.

Proff.dk udgives af Eniro Danmark A/S.

For yderligere information se www.proff.dk

Related links

Emner

  • Erhverv

Kategorier

  • byggeri
  • regnskabsanalyse
  • spar nord
  • proff.dk
  • stefan kercza
  • byggesektoren
  • nøgletal

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.800 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2013 var Eniros omsætning på 3.660 mio. SEK.Mere end 80 procent af Eniro-gruppens omsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 400 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968