Pressemeddelelse -

Danske forældre oplever, at telefonsælgere ringer til deres børn

Flere og flere børn får smartphones, som de bruger til at være i kontakt med forældre og venner i løbet af dagen på forskellige sociale platforme. Med de mange muligheder, der kommer med børns adgang til egen telefon, kommer imidlertid også uønskede oplevelser. I en ny undersøgelse, som Eniro Danmark har fået foretaget gennem Epinions Danmarkspanel blandt 2.000 danskere, svarer mere end hver fjerde forælder, at deres barn er blevet ringet op af en telefonsælger. For forældre i aldersgruppen 36 til 55 år gælder det for mere end fire ud af ti.

Forkert registrering af telefonnummer
Ifølge Eniro Danmarks administrerende direktør, Allan Jakobsen, skyldes det i de fleste tilfælde forkert registrering af barnets telefon hos teleselskabet:

”Når telefonsælgere ringer til børn, er det typisk ikke, fordi de vil prøve at sælge dem noget, men i stedet, fordi telefonen er registreret i forælderens navn, og de derfor forventer at få fat i en voksen. Det betyder, at barnet kan få opkald, ikke kun fra telefonsælgere, men også andre, der forventer at få fat i forælderen, fordi telefonnummeret eksempelvis er dukket op på Krak eller De Gule Sider, når de har søgt på vedkommende.”

Overvej at få barnets nummer registreret som hemmeligt
Er man som forælder i tvivl om, hvordan ens barns nummer er registreret, bør man ifølge Eniro kontakte sit telefonselskab og få undersøgt det. Derudover peger Allan Jakobsen på, at man via Eniros selvbetjening kan ændre nummeret til at stå i barnets navn på Eniros tjenester, og at man derudover kan overveje at lade sit barns nummer blive registreret som hemmeligt hos teleselskaberne. Da Eniro får data fra teleselskabet, vil et hemmeligt nummer blive fjernet helt fra Krak og De Gule Sider, og på den måde undgår barnet også fremmede, der ringer for at få fat i forældrene.

”Som udgangspunkt er det en god ting at være søgbar, men når det gælder børn, kan det give god mening at få deres numre registreret som hemmelige, eksempelvis indtil de fylder 18 år. Derudover er det en god ide, at man som forælder tilmelder sig Robinsonlisten og på den måde holder både sig selv, men også de numre, der står registreret i éns navn, ude af telefonsælgernes lister. Det sker nemlig ikke ved hemmeligt nummer,” siger Allan Jakobsen.

Eniro understreger dog, at heller ikke Robinsonlisten kan garantere fuldt ud, at dit barn ikke bliver ringet op af telefonsælgere. I forbrugerundersøgelser og konkurrencer på internettet kan det eksempelvis være en forudsætning for deltagelse, at man takker ja til, at man kan blive kontaktet af telefonsælgere. Derfor lyder Eniros råd også, at man som forælder bør tage en snak med sine børn, om hvad de deltager i og tilmelder sig på nettet.

Fakta fra undersøgelsen

  • 28 procent af danskere med et eller flere børn under 18 år, har oplevet, at deres barn er blevet ringet op af en telefonsælger på sin mobiltelefon
  • Blandt de 36-55-årige, der har børn under 18 år, er det 42 procent, der har oplevet det.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget gennem Epinions Danmarkspanel i perioden fra den 5. maj til 15. maj 2015. I alt 2.003 personer har deltaget. Data er vejet i forhold til alder, køn, region og uddannelse, så undersøgelsen er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning.

Emner

  • Børn, unge

Kategorier

  • persondata
  • eniro
  • allan jakobsen
  • telefonsælgere
  • mobiltelefoni
  • hemmeligt nummer

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.100 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Over 90 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 260 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968