Pressemeddelelse

Danskerne køber nødig netmælk

2012-09-19 10:39

Vaskemaskinen, løbetøjet og den næste sommerferie køber vi hellere end gerne på nettet. Men når det kommer til vaskepulver, toiletpapir og den daglige liter mælk, foretrækker mere end ni ud af ti danskere at stille sig op i køen i et godt gammeldags supermarked.

Det viser en ny undersøgelse, som analysebureauet Epinion har foretaget for Eniro Danmark. 2.009 danskere har deltaget i undersøgelsen, der kortlægger, hvilke varer vi køber på nettet, og hvilke vi helst vil have ned i en fysisk indkøbsvogn.

Undersøgelsen viser, at mens danskerne ivrigt køber bøger, musik og teaterbilletter på nettet, foretrækker hele 94 procent at købe mad og andre dagligvarer i en butik med et husnummer.

Supermarkedskæder skal ind i kampen
Danskernes køb af dagligvarer online er da også markant lavere end i Storbritannien, hvor hver forbruger i 2010 e-handlede dagligvarer for 475 kr. Det er syv gange mere, end danskerne gjorde samme år.

Det er paradoksalt, mener den administrerende direktør for Eniro Danmark, Stefan Kercza.

”Danskerne er blandt de mest nethandlende i Europa. Derfor er det tankevækkende, at vi er så tilbageholdende med at købe de varer, vi køber allerflest af – nemlig dagligvarer – på nettet,” siger han. 

Ifølge Stefan Kercza viser vores manglende lyst til at købe dagligvarer på nettet, at de danske dagligvarebutikker endnu ikke har omfavnet internethandlen.

”Vi kan se, at de store kæder som Coop og Dansk Supermarked ikke har satset helhjertet på e-handlen, og derfor er danskerne ikke blevet overbevist om, at det er både fleksibelt, nemt og sikkert at købe aftensmaden og rengøringsmidlerne på nettet. Det kan lade sig gøre i Storbritannien, så hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre her?,” siger Stefan Kercza.

Milliardpotentiale
Danskernes handel på nettet er markant stigende. I 2011 var den samlede omsætning på e-handel 40 milliarder kroner, og med en samlet dagligvarehandel på 100 milliarder om året er der et stort potentiale for de supermarkeder, som formår at kapre netkunderne, understreger Stefan Kercza.

”Vi ved, at de danske forbrugere kun bliver mere digitale. Det stiller krav til dagligvarebutikkerne om at komme med på bølgen og etablere netbutikker, opbygge digitale kontaktpunkter til kunderne og i det hele taget satse målrettet på fremtidens digitale forbruger,” siger han.

”Derfor har både de store supermarkedskæder og de små lokale købmandsbutikker meget at vinde ved at gøre både sig selv og de aktuelle tilbud mere søgbare online. De, der ikke gør det, står til at tabe kampen om fremtidens kunder,” slutter Stefan Kercza.

Fakta: Handel med dagligvarer på nettet
Selvom danskerne køber flere og flere forbrugsvarer på internettet, foretrækker vi stadig at købe vores mad i fysiske butikker. Hele 94 procent af danskerne vil helst købe deres dagligvarer i fysiske butikker, mens kun 3 procent foretrækker netbutikker.

Danskernes køb af mad og andre dagligvarer udgør 4 pct. af vores samlede køb på nettet. Det viser den nyeste e-handelsanalyse fra Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH.

Det køber danskerne helst – og nødigst – på nettet

Helst

  1. Rejser og oplevelser (79 pct.)
  2. Bøger, musik og film (55 pct.)
  3. Elektronik og hårde hvidevarer (41 pct.)

Nødigst

  1. Dagligvarer (3 pct.)
  2. Pleje- og sundhedsvarer (10 pct.)
  3. Bolig- og livsstilsprodukter (13 pct.)

I 2011 var den samlede omsætning på e-handel 40 milliarder kroner, med en samlet dagligvarehandel på 100 milliarder.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført i perioden 12.-20. april 2012.  Data er indsamlet gennem Epinions befolkningspanel, hvor i alt 2.009 personer har deltaget. Data er vægtet i forhold til køn, region, uddannelse og alder, så den er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning. I fordelinger, hvor der er krydset med landsdel, er data ikke vejet på region.

Vedhæft filer

Kategorisering

Emner:
Data, Telekommunikation, IT
Detailhandel
Kunst, kultur, underholdning
Medier, kommunikation
Tjenester, konsulent, service
Tags:
dagligvarer
eniro
e-handel
produktsøgning
stefan kercza

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar