Pressemeddelelse -

Danskerne krakker vvs og værtindegave juleaften

Julen er for mange lig med afslapning og ro, og selvom julefreden sænkede sig i de danske hjem den 24. december, viser en ny søgestatisk fra Krak, at juleaften har budt på andet end konfekt, gaver og andesteg for mange danskere. Den allermest populære søgning den 24. december var nemlig VVS, og dermed tyder det på, at flere har haft behov for en blikkenslager på selveste juleaften.

”Vores søgestatistik var præget af flere søgninger, der er ganske almindelige for juledagene, men den bød også på et par af mere akut karakter, herunder VVS og lægevagt. Det tyder på, at flere danskere har bøvlet med et sprængt vandrør eller har haft brug for en læge den 24. december,” siger Stefan Kercza, der er koncernchef hos Eniro, som bl.a. står bag landets største lokale søgetjeneste, Krak.

Nytårshår og solo-juleaften
Juleaftens søgestatistik viser også, at frisører ligger højt på listen, og det kan muligvis hænge sammen med, at man allerede overvejer, hvordan håret skal sidde nytårsaften og netop nu har tid til at bestille lidt selvforkælelse hos den lokale frisør. Desuden har pizzaria sneget sig ind på top-10-listen, hvilket formentlig viser, at en del danskere ikke havde planlagt den store julemiddag med andesteg og brunede kartofler, fordi de enten arbejdede eller var alene juleaften.

”Igen i år ser vi, at lokalsøgninger efter kirker, plejehjem og blomster tegner et billede af, at danskerne tager sig af ældre familiemedlemmer og måske også lige snupper en værtindegave med på vejen. At Fakta ligger på en tredjeplads, viser, at mange tydeligvis også ordner de sidste indkøb til julemiddagen, mens de er undervejs til julefesten – og at Fakta har været dygtige til den lokale markedsføring af, at mange af kædens butikker havde åbent juleaftensdag,” siger Stefan Kercza.

Top 10 søgninger på Krak, 24/12
1. VVS
2. Blomster
3. Fakta
4. Bager
5. Taxa
6. Kirker
7. Plejehjem
8. Lægevagten
9. Frisører
10. Pizzaria

Emner

  • Medier, kommunikation

Kategorier

  • krak
  • stefan kercza
  • søgetjeneste
  • søgestatistik
  • søgetrends
  • juleaften

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.500 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2013 var Eniros omsætning på 3.660 mio. SEK. Mere end 80 procent af Eniro-gruppens omsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 340 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968