Pressemeddelelse -

Fem gode råd: Sådan sikrer du korrekte persondata på nettet

Et mistet opkald på telefonen fra et ukendt nummer. Du går straks ind på www.degulesider.dk og slår nummeret op, men bliver mødt af et "Du har søgt på et telefonnummer, som desværre ikke gav noget resultat”. Lyder det bekendt? Eller måske du har oplevet, at du flere måneder efter en flytning stadig står registreret på din gamle adresse?

Allan Jakobsen er adm. direktør i Eniro Danmark, der står bag tjenester som Krak og De Gule Sider, og han fortæller, at ovenstående situationer langtfra er ualmindelige, og at der kan være mange årsager til, at man ikke får de korrekte oplysninger frem:

"Færre danskere bruger i dag fastnettelefoner, og mange er ikke søgbare med deres mobiltelefonnummer, fordi det enten er knyttet til et taletidskort eller registreret som firmatelefon. Derudover ser vi også, at et stigende antal danskere ønsker at have hemmeligt nummer. Det har medført, at det ikke er alle, der er søgbare. Samtidig kan der være fejl i dataindtastningen hos kilden, eksempelvis teleselskabet, så man fx registreres på en forkert adresse," lyder det fra Allan Jakobsen. Han kommer her med fem gode råd til at sikre, at dine data er korrekte:

1: Hold dine data opdaterede hos teleselskabet
I en ny undersøgelse foretaget gennem Epinions Danmarkspanel svarer knap hver tredje dansker, at de tror, at Krak og De Gule Sider får data fra CPR-registret. Men faktisk får Eniro primært sine data fra teleselskaberne. Oplever du, at data på Krak eller De Gule Sider er forældede eller forkerte, er det derfor i første omgang dit teleselskab, du skal rette henvendelse til. Når du melder flytning til myndighederne, opdateres folkeregistret, men det udløser ikke altid en rettelse hos teleselskabet.

Derfor råder Eniro dig til selv at rette henvendelse til teleselskabet ved flytning eller opdatere oplysningerne via de selvbetjeningsløsninger, som de fleste teleselskaber stiller til rådighed for kunderne.

2: Opdater dit hemmelige nummer, når du skifter teleselskab
Der kan være flere årsager til, at man har registreret sig med hemmeligt nummer. Men skifter du telefonselskab, følger registreringen ikke automatisk med, og du kan derfor opleve, at nummeret pludselig er søgbart. Derfor råder Eniro danskere med hemmeligt nummer – der gerne vil beholde det – til at være ekstra omhyggelige ved skift af teleselskab eller abonnement.

3: Tjek, om du overhovedet er søgbar
Hvis du er selvstændig og registrerer din telefon gennem firmaet, vil nummeret typisk stå i firmaets navn og ikke dit eget. Og for de danskere, der kun har en telefon gennem deres arbejdsplads, er der også ofte problemer med søgbarheden, da de i så fald slet ikke findes på De Gule Sider eller Krak. Ønsker du alligevel at være søgbar, kan du kontakte Eniro direkte og bede om at blive oprettet.

4: Tjek, hvad og hvem der står i dit navn
Det sker ind imellem, at borgere kontakter Eniro, fordi der er personer tilføjet deres adresse, som ikke har bopæl der. I yderste tilfælde kan det være tegn på et forsøg på misbrug af identitet, men som regel er forklaringen simpel og ufarlig: Det kan være, at vedkommende tidligere har boet på adressen og oprettet sig manuelt hos Eniro, men derefter glemt at give besked om flytning. Eller der kan være sket en fejl i indtastningen, når man opretter sig eller ændrer oplysninger hos sit teleselskab. Hvis du opdager forkerte personer på din adresse på Krak eller De Gule Sider, bør du derfor kontakte Eniro, som kan rådgive dig om, hvordan du skal håndtere sagen. I de mest komplicerede sager kan det desværre være ganske besværligt, da Eniro eller teleselskabet kan være tvunget til at kontakte personen for at få verificeret rettelsen.

5: Vær opmærksom på særlige tilfælde
Ved dødsfald indsender lægen en dødsattest, og herefter opdateres folkeregistret. Men hvis der står en telefon i den afdødes navn, skal man henvende sig direkte til teleselskabet for at få det rettet.

Et andet tilfælde er, når forældre køber en mobiltelefon til deres børn. I de tilfælde registrerer teleselskabet typisk forælderen som kunde og ejer af telefonnummeret, og det er ofte uheldigt, da børnene så kan blive ringet op af telefonsælgere og andre, der vil have fat på forælderen. Her råder Eniro til at få det rettet hos teleselskabet, hvorfra oplysninger bliver videresendt til Krak og De Gule Sider. Man bør desuden overveje, om børnene skal have hemmeligt nummer for at skærme dem mod telefonsælgere og lignende.

Sådan kontakter du Eniro om rettelser
Hvis du har brug for at kontakte Eniro omkring datarettelser, anbefaler Eniro, at du bruger de kontaktformularer, du finder på www.krak.dk/information/kontaktos/. Du kan desuden indsende rettelser til dine egne data ved at søge dig selv frem på Krak eller De Gule Sider og klikke på ”Ret dine oplysninger”. Selvbetjeningen kan dog kun anvendes, hvis du står registreret med et telefonnummer, da det skal bruges til at verificere rettelsen.

Related links

Emner

  • Data, Telekommunikation, IT

Kategorier

  • eniro
  • allan jakobsen
  • persondata
  • datarettelser
  • hemmeligt nummer
  • søgetjeneste

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.100 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Over 90 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 260 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968