Pressemeddelelse -

Søgetendens: Danskerne udskifter mobilen

Nyt år, ny mobiltelefon. I Kraks søgestatistik, over hvilke ord danskerne søgte mest på i februar sammenlignet med måneden før, er mobiltelefoner den absolutte topscorer. Og det er både på pc og mobile enheder, at søgeordet topper.

”Der var over seks gange så mange søgninger efter mobiltelefoner i februar, som der var i januar, så noget tyder på, at mange går med ønsket om at udskifte mobilen til en nyere model,” siger Allan Jakobsen, der er adm. direktør i Eniro Danmark, som står bag Krak.

Ifølge Lars Bennetzen, der står bag techsitet tech-test.dk og har over 20 års erfaring som it-journalist, hænger de mange søgninger efter mobiltelefoner formentlig sammen med, at der på denne tid af året er massiv medieomtale af markedet:

”Der har netop været afholdt Mobile World Congress i Barcelona, og det medførte allerede fra februar et massivt tryk på mediemaskineriet med historier om nye modeller og markedet mere generelt. Det har nok haft en betydning for danskerne, der, som det folkefærd i verdenen med flest mobiltelefoner pr. indbygger, i forvejen må siges at være særdeles mobilglade,” lyder det fra Lars Bennetzen.

Leasing er for alvor populært
En anden tendens, som gemmer sig i månedens søgestatistik, drejer sig om leasing. Mens leasing for virksomheder er populært inden for flere former for udstyr, er det for private primært personbiler, der finansieres ved leasing. Ifølge tal fra Danmarks Statistik blev 36 procent af alle nyregistreringer af personbiler i januar registreret til leasing. Og ifølge søgestatistikken er interessen langtfra aftagende. I februar var søgninger efter leasingselskaber således nummer fire på listen over de mest trendende søgninger på Krak.

”Søgninger efter leasingselskaber steg rigtig meget i februar, hvilket tyder på, at interessen for leasing fortsætter, og flere og flere danskere vælger finansieringsformen, når de skal ud og erhverve en ny bil,” lyder det fra Allan Jakobsen.

Endelig har skisæsonen også påvirket danskernes søgning. Således er skiudstyr det næstmest trendende søgeord i den forgangne måned. Herefter følger et søgeord med en trist baggrund. Antallet af søgninger på synagoger steg nemlig markant i dagene efter terrorangrebene i København den 14.-15. februar, hvilket tyder på, at danskerne har brugt Krak til at finde ud af, hvor de skulle gå hen for at lægge blomster til minde om ofrene.

Søgeord, der trendede på Krak i februar 2015 (alle enheder)
1. Mobiltelefoner
2. Skiudstyr
3. Synagoger
4. Leasingselskaber
5. Indretningsarkitekt
6. Flishugger udlejning
7. Rejseplanen
8. Vinhandel
9. Borgerforeninger
10. Bilvask

*Data er renset for søgninger på specifikke telefonnumre samt Kraks egne tjenester, fx rutebeskrivelse, kort og vejviser.

Emner

  • Livsstil, mode, fritid

Kategorier

  • krak
  • søgetjeneste
  • søgetrends
  • mobiltelefoner
  • leasing
  • allan jakobsen
  • eniro

Om Eniro Danmark A/S
Eniro er en søgevirksomhed, som indsamler, filtrerer og organiserer lokal information. Vores vækst drives af brugernes øgede mobilitet og multiscreen-anvendelse, hvor vi ligger i forkant med moderne teknologiske løsninger. I mere end 100 år har Eniro hjulpet mennesker med at finde lokal information og virksomheder med at finde kunder. I dag er det en multiscreen-løsning – vores brugere søger informationer på smartphones, tablets og desktop-computere. Mobilannoncering er den hurtigst voksende del af Eniros forretning. Eniro giver dig en smart genvej til det, du søger, hvor end du er eller skal hen.

Eniro er én af de største lokale søgevirksomheder i Norden. Eniro-gruppen har ca. 2.300 ansatte og har været noteret på Nasdaq OMX Stockholm siden 2000. I 2014 var Eniros omsætning på 3.002 mio. SEK, og EBITDA var 631 mio. SEK. Ca. 88 procent af Eniro-gruppens annonceomsætning kommer fra digitale kanaler. Hovedkontoret ligger i Stockholm. Læs mere på www.enirogroup.com.

Eniro Danmark udgiver blandt andet online- og mobilsøgetjenesterne Krak, Proff og De Gule Sider samt Mostrup Vejviser, Den Røde Lokalbog og Kraks Kortbøger. I Danmark har Eniro ca. 280 ansatte.

Kontakt

Renate Morken

Pressekontakt Kommunikationschef +47 476 03 968