Pressemeddelelse -

Eksperten: Derfor skal du tage til Tunesien til sommer

Tunesien byder på store og anderledes oplevelser. Forfatteren Rikke Hostrup Haugbølle faldt pladask for landet, da hun fik arbejde som guide her i 1995. Siden er det blevet til mange rejser i det nordafrikanske middelhavsland, som er en af Falk Lauritsen Rejsers store satsninger.

Da forfatteren Rikke Hostrup Haugbølle tog til Hammamet i 1995 for at arbejde som guide, stod det ikke i stjernerne, at hun siden skulle komme til at blive en af Danmarks førende Tunesien-eksperter. Efter at have tabt sit hjerte til landet, besluttede hun sig for at lære arabisk til husbehov, men interessen greb om sig – i dag er Rikke Cand.mag. i arabiske samfundsforhold, tilknyttet Center for Mellemøststudier og i gang med at skrive sin doktorafhandling. Og så er hun desuden forfatter til Politikens Turen Går Til Tunesien.

Strande, rigmandsvillaer og flot udsigt
Og Tunesien-eksperten er ikke i tvivl om, hvorfor man i år skal holde sommerferie i Tunesien og feriebyen Hammamet:

”Hammamet er en fredelig badeby med lækre strande – og meget mere end det. En af de ting jeg vil fremhæve, er den fantastiske arkitektur med smukke hoteller og rigmandsvillaer fra 1920’erne, som blev opført af den tunesiske overklasse men også af velhavere fra bl.a. Italien og Frankrig. Flere villaer og luksushoteller er offentligt tilgængelige, herunder den meget smukke Dar Sebastian. Vil man se, hvordan byen tager sig ud fra oven, kan man få en flot udsigt fra toppen af byens fæstningsmure”, forklarer Rikke Hostrup Haugbølle.

Sommerfestivaler og handelsliv
Hammamet folder sig især ud om sommeren under den store kulturfestival, der løber af stablen i haven bag den franske rigmandsvilla Dar Sebastian, fortæller forfatteren til Turen Går Til Tunesien:

”Stort set hver aften i juli er der mulighed for at blive stimuleret med forskellige former for kulturunderholdning, fra fransk cirkus, over afrikanske dansetrupper til de hotteste tunesiske popnavne. Som det gælder næsten alt andet, er priserne lave – festivalbilletten koster ca. 80 kr.”

Rikke Hostrup Haugbølle foreslår også at man tager en endagstur til hovedstaden Tunis – bl.a. for at opleve den fascinerende medina, som er mere interessant end handelskvarteret i Hammamet. En tur til keramikbyen Nabeul, hvor man kan erhverve sig farvestrålende souvenirs i form af hånddekorerede fade og skåle, er også interessant – og så skal man unde sig selv at smage den tunesiske nationalret cous cous.

Satsning på Hammamet
Falk Lauritsen Rejsers direktør, Søren Falk Lauritsen er også begejstret for det afrikanske ferieland ved Middelhavet.

Tunesien er et fascinerende ferieland med et lækkert klima og mange kulturstrenge at spille på. Vi satser stærkt på badebyen Hammamet, der har en perfekt beliggenhed – også hvis man vil på opdagelse i det frodige bagland”, fortæller Søren Falk Lauritsen.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • sommerfestivaler
  • rejse
  • turisme
  • nordafrika
  • rejser
  • sommer i tunesien
  • tunesien
  • sommerfestival i tunesien

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2011 og 2012 er Falk Lauritsen blevet kåret til Danmarks bedste charterbureau. I 2013 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.