Pressemeddelelse -

Nye regler: Er du ordentligt dækket inden sommerferien sydpå i år?

Fra 1. august i år er det ikke længere muligt at bruge det gule sundhedskort som rejseforsikring. I stedet skal man benytte det blå EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring. Falk Lauritsen Rejser gør en ekstra indsats for at gæsterne ikke kommer i knibe.

Rejser og ferier er som regel og heldigvis forbundet med gode oplevelser. En sjælden gang kan uheldet imidlertid være ude, og så er det dobbelt uheldigt, hvis man ikke har sikret sig ordentligt forinden. Hidtil har danske statsborgere være sikret gennem det gule sygesikringskort, men det er slut fra den 1. august i år, hvor man i stedet skal benytte det blå EU-sygesikringskort eller en privat rejseforsikring. Hos Falk Lauritsen Rejser er man opmærksom på, at rigtig mange danskere fortsat ikke kender til de nye forsikringsregler, og derfor øger man nu fokus og tilbyder en dækkende forsikring til alle, der ikke i forvejen er dækket.

Langt mellem offentlige sygehuse sydpå
”De nye rejseforsikringsregler har betydning for en meget stor del af vores rejsende. Det blå kort dækker ikke behandling på privathospitaler og privatklinikker, og i en lang række af de mest populære Middelhavslande kan der være meget langt mellem de offentlige sygehuse. Det gælder eksempelvis turistområderne i Spanien og på mange af de mindre græske øer. Det kan i visse tilfælde betyde, at man skal rejse langt for overhovedet at kunne få behandling med det blå sygesikringskort, fortæller direktør Søren Falk Lauritsen.

En anden standard
Også andre aspekter bør man være opmærksom på i forbindelse med ferierejsen sydpå og i forhold til at forsikre sig hjemmefra, påpeger Falk Lauritsen Rejsers direktør.

”I rejsebranchen taler vi sjældent om ”ude godt, hjemme bedst”, men i forhold til sundhedsvæsenet er det ikke altid, at man kan opleve samme serviceniveau sydpå, som man kan herhjemme. I visse dele af Sydeuropa er en langt større byrde lagt over på de pårørende og hjælp til mad, medicin og personlig pleje er ikke altid en selvfølge. Visse steder anbefales det ligefrem, at man helt undgår de offentlige hospitaler og i stedet søger privat lægebehandling, hvis det er nødvendigt. Under alle omstændigheder er det derfor rigtig godt at være forsikret via en privat rejseforsikring, og har man ikke allerede sådan en, tilbyder hos Falk Lauritsen Rejser en dækkende forsikring via Gouda”, forklarer direktør Søren Falk Lauritsen.


For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433 eller læs mere om rejseforsikring på http://www.prod.falklauritsen.dk/min-rejse/tilvalg-til-rejsen/forsikringer

Fakta: Det dækker Det blå kort
- EU-sygesikringskortet dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin m.m. under et ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.
- Sygesikringskortet dækker både akut sygdom/tilskadekomst og såkaldt 'behovsbestemt sygehjælp'. Det er lægen, der afgør, hvilken behandling der er nødvendig under opholdet. Det afhænger bl.a. af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behandling der er tale om
- EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tilknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i. EU-sygesikringen dækker altså normalt ikke behandling på private hospitaler eller klinikker.
- EU-sygesikringskortet viser, at du har ret til de samme ydelser og på de samme vilkår som borgerne i det land, du opholder dig i. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv, hvis det gælder for sikrede i det pågældende land.


Fakta: Det dækker Det blå kort IKKE
- EU-kortet kan ikke bruges under ophold uden for EU og EØS-landene - det vil sige EU-landene samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
- Hvis du rejser i et land, som ikke er et EU-land eller Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz, bør du i stedet overveje at tegne en privat forsikring, der dækker behandling af sygdom.
- EU-kortet dækker ikke planlagt behandling, hvis behandlingen er den eneste grund til rejsen til det pågældende land. Behandling, der med rimelighed kan vente, til du er tilbage i Danmark igen er heller ikke dækket.


Kilde: Borger.dk


Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • charterrejser
  • ferie
  • falk lauritsen rejser

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2014 præsenterer Falk Lauritsen Rejser to spændende nyheder; Sivota på det græske fastland og Montenegro. I 2014 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.

Relateret materiale