Pressemeddelelse -

Oplev Mellemøstens gæstfrie rejseland

Magiske landskaber i Wadi Rum-ørkenen, fascinerende bygningsværker i oldtidsbyen Petra, lækre strande i badebyen Aqaba samt spændende byliv med sjove vandpibebarer. Til Ferie for Alle vil Jordan-kenderen Rebekka Eikstedt dele sin viden om et helt anderledes rejsemål.

Jordan er et af Mellemøstens mest indbydende og interessante rejselande – et land der giver mulighed for at kombinere store kulturoplevelser med livsnydervenlig ferieafslapning.

Til Ferie for Alle vil Rebekka Eickstedt, som i vintersæsonen er destinationschef i Jordan, øse ud af sin store viden om det spændende ørkenland med tre foredrag, der sætter fokus på både kendte seværdigheder og mere skjulte perler. Og man kan godt begynde at glæde sig.

Rejsemål med mange facetter
“Jordan er et fascinerende og mangefacetteret rejsemål, der har utrolig meget at byde på. Her finder vi ældgammel kulturhistorie som f.eks. den fascinerende klippeby, Petra hvor karavaner fra hele verden tidligere tog til for at handle luksusvarer fra Fjernøsten. Et af mine favoritsteder er den betagende smukke ørken, Wadi Rum, hvor man i jeeps kan rejse igennem det næsten måneagtige landskab i beduinernes fodspor”, fortæller Rebekka Eickstedt.

Sjælden gæstfrihed og ældgamle traditioner
Rebekka Eikstedt er også begejstret for bylivet og Jordans befolkning, som hun gennem sit arbejde og ophold i Jordan har fået lejlighed til at lære at kende på tætteste hold:

“En tur gennem havnebyen Aqabas smalle gader, hvori man mærker duften fra de mange vandpibebarer og krydderihandlere, sender straks én på en rejse gennem ældgamle traditioner, og overalt bydes man velkommen med åbne arme og store smil. Jordanerne er generelt enormt åbne og gæstfrie”, forklarer Rebekka Eickstedt og opsummerer:

“For mig er indbegrebet af Jordan afslapning og snorkling ved Rødehavet, en forfriskende lemon-mint juice på en af de små caféer i Aqaba og storslåede oplevelser rundt om i Jordans eventyrlige landskaber.

Det velgørende Døde Hav
Rebekka Eickstedts begejstring for Jordan deles af Falk Lauritsen Rejsers direktør, Søren Falk Lauritsen, der glæder sig over at kunne præsentere Rebekka Eickstedt som inspirerende foredragsholder på Danmarks største rejsemesse:

”Ikke blot er Jordan rig på store kulturoplevelser og smuk natur. Landet er samtidig leveringsdygtig i moderne ferieressorts med lækre hoteller og god komfort. Desuden skal man heller ikke glemme en anden stor naturoplevelse, nemlig Det Døde Hav. I verdens lavest beliggende og mest saltholdige sø, kan man flyde som en prop på vandet, mens man får plejet sin hud eller læser en god bog”, fortæller Søren Falk Lauritsen.”

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Kategorier

  • jordan

Falk Lauritsen Rejser har rødder tilbage til 1967, hvor familien Falk Lauritsen for første gang sendte feriegæster til den spanske ferieø Mallorca. I 2014 præsenterer Falk Lauritsen Rejser to spændende nyheder; Sivota på det græske fastland og Montenegro. I 2014 forventer selskabet at sende ca. 80.000 danskere syd på til sol- og badeferie.