Nyhed -

FødevareBanken runder 10.000 kilo i Kolding

11. december åbnede FødevareBanken i Kolding med sin første tur med overskudsmad til socialt udsatte i Region Syd. Allerede nu har FødevareBanken udleveret over 10.000 kilo god overskudsmad svarende til 25.000 måltider.

De første uger har været travle for den nyåbnede afdeling af FødevareBanken i Kolding. Over 10.000 kilo mad har afdelingen i deres kølebiler og med frivillige bag rattet delt ud til organisationer for socialt udsatte i Kolding, Fredericia og Middelfart.

”Det er jo i sig selv ikke glædeligt, at vi har så meget mad at dele ude, men det glædelige er, at maden gør gavn der, hvor der er brug for den og at vi samtidig hjælper virksomheder af med god frisk overskudsmad, der ellers ville være blevet smidt ud, ” siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.

Og at maden gør godt, kan de skrive under på hos Gademix, der er et socialt værested for børn og unge i Kolding:

”Vi har modtaget mad fra FødevareBanken fra den allerførste dag og vi er virkelig glad for det. Det betyder utrolig meget for os. For det første betyder det, at vores børn får et sundt, nærende måltid mad. Vi får især en del frugt og grønt fra FødevareBanken. Derudover betyder det, at vi får frigivet midler vi før brugte på mad. Her i vinterferien har vi derfor råd til at lave nogle andre tilbud til de unge – vi skal f.eks. en tur i trampolinland og i svømmehallen. Det var vi råd til nu. Endelig betyder det, at den tid vores frivillige før skulle bruge på at købe mad, den kan de nu bruge sammen med børnene i stedet. Vi er virkelig glade for det,” siger leder Viktor Lindholm Jacobsen

FødevareBanken er en forening, der hovedsageligt kører rundt på frivillig basis. Maden doneres af store danske fødevarevirksomheder og grossister. Det er aldrig mad, der er for gammel, men mad, der af den ene eller anden grund alligevel ikke kan sælges. Det kan være grundet fejl på etiketten, bulet emballage, kort holdbarhed, pletter på frugten, overproduktion eller andre årsager. Donorerne tæller i dag bl.a. HP Frugt Naturmælk, Arla Foods, Dansk Supermarked, herunder Bilka Kolding, Lidl m.fl.

I kølebiler og med høj fødevaresikkerhed sørger FødevareBankens ca. 180 frivillige for at maden bringes ud til herberger, kvindecentre, væresteder og andre steder for socialt udsatte, hvor maden forvandles til måltider. FødevareBanken er netop fyldt 10 år og har afdelinger i København, Aarhus og Kolding.

Også det samlede tal for FødevareBanken på landsplan slog rekord i januar. 110 tons blev det til svarende til 275.000 måltider.

Emner

  • Erhverv

Kontakt

Rebecca Rasmussen-Kihl

Pressekontakt Kommunikation og presse 60 11 16 45

Christian Lunøe

Pressekontakt Kommunikation og presse 26441701