Pressemeddelelse -

​FødevareBanken modtager stor donation til støtte til måltider for ensomme ældre

En af FødevareBankens mest trofaste donorer Kellogg’s, har netop besluttet at støtte FødevareBanken med yderligere en donation, der skal gå til et projekt målrettet mad til ensomme ældre.

Ensomme ældre er et stigende problem i Danmark. Ensomheden kan føre til isolation, dårligere helbred og depressioner. Derfor dukker der efterhånden flere og flere tilbud op til ældre, hvor de får mulighed for at mødes over et måltid mad. Det er et arbejde FødevareBanken allerede støtter, men fremover får foreningen mulighed for at støtte i endnu højere grad efter at have modtaget en donation fra en af Kellogg’s fonde.

Fond for medarbejdere
Oprindelig var fonden målrettet de medarbejdere, der havde arbejdet i virksomheden i over 25 år og havde brug for støtte til deres helbredsudfordringer. Men efterhånden som de ansattes helbredstilstand er blevet bedre og bedre, støtter fonden nu aktiviteter for ældre mere generelt.

”Kellogg’s har været en meget stor støtte for FødevareBanken i flere år, både når det kommer til mad og økonomi og vi glæder os over, at Kelloggs nu også har valgt at støtte vores arbejde med at levere mad til ensomme ældre, så de kan samles om et måltid og på den måde få brudt isolationen,” siger direktør i FødevareBanken, Karen-Inger Thorsen.

En vigtig partner
Kellogg’s støtter i forvejen FødevareBanken på en række afgørende områder. Således har virksomheden siden 2014 doneret 58 tons gode overskudsvarer, primært morgenmadsprodukter, der er kommet til gavn på væresteder, herberger, kvindecentre og i de 24 morgenmadsklubber rundt omkring i landet, som FødevareBanken leverer mad til. Den seneste donation betyder, at FødevareBanken siden 2014 har modtaget ca. 1.350.000 kr. fra Kellogg’s og virksomhedens fonde, som støtte til de omkostninger, der er forbundet med at levere morgenmad til børn i udsatte områder og nu altså ældre ensomme.

Unikke danske morgenmadsklubber
FødevareBanken har sammen med den danske parlamentariker Christel Schaldemose (S) og Kellogg’s netop afholdt et møde i Europaparlamentet om den danske morgenmadsklub-model.

Den danske model adskiller ved, at der i Danmark, bruges overskudsmad, mens maden i de andre europæiske fødevarebanker er mad, der er købt til lejligheden.

"Det var noget de øvrige lande var meget interesserede i at høre om og så som unik i forhold til de dagsordner om bl.a. klima og cirkulær økonomi, der fylder mere og mere," siger Karen-Inger Thorsen.

Bruce Learner, der er ansvarlig for Kellogg’s CSR-aktiviteter i Europa tilføjer:
”Vores unikke samarbejde med FødevareBanken gør os i stand til på værdifuld vis at fokusere på at give noget tilbage til samfundet, både når det kommer til fødevarer og økonomi. Vi er meget begejstrede for fødevarebanker generelt og det fantastiske stykke arbejde, de gør over hele verden. Vores partnerskab i Danmark har været særlig produktivt," siger han.

Emner

  • Erhverv

fødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.

Kontakt

Rebecca Rasmussen-Kihl

Pressekontakt Kommunikation og presse 60 11 16 45

Christian Lunøe

Pressekontakt Kommunikation og presse 26441701