Pressemeddelelse -

​H.K.H. Prinsesse Marie besøger med FødevareBanken en morgenmadscafé for børn

H.K.H. Prinsesse Marie besøger sammen med FødevareBanken morgenmadscafé’en på Gildbroskolen i Ishøj tirsdag d. 18.12. Cafeen stiller hver dag morgenmad til rådighed for børnene på skolen inden skolestart. Det betyder færre konflikter og øget læring.

Gildbroskolen i Ishøj er blot en af 24 morgenmadsklubber over hele landet, hvor FødevareBanken leverer morgenmad til børn, der ellers kommer i skole uden at have spist. På besøget vil Prinsessen med egne øjne få mulighed for at se, hvor stor en forskel det gør, at børnene får tilbudt et godt måltid mad inden skoledagen starter.

H.K.H. Prinsesse Marie besøgte for første gang FødevareBanken i september og gav på det tidspunkt udtryk for, at hun meget gerne ville køre med i en af FødevareBankens kølebiler og i den forbindelse besøge en morgenmadsklub på en skole. Det er det ønske, der nu går i opfyldelse.

”Vi er imponerede over Prinsessens engagement i hele madspildsdagsordenen og sætter pris på, at hun med sin interesse er med til at sætte fokus på området og især også på det, der er FødevareBankens særkende – nemlig at maden går til socialt udsatte,” siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.

Skoleleder Leif Gaard Bjerning fra Gildbroskolen ser også frem til prinsessens besøg.
”Morgencaféens mad har stor betydning for børnene på skolen. Vi mærker færre konflikter og en bedre læring efter at vi har kunnet tilbyde morgenmad til børnene. Det kan jeg godt forstå, at Prinsessen synes er spændende og vi ser frem til at vise hende det,” siger han.

Aldrig for gammel mad
FødevareBanken er en NGO, der samler overskudsmad ind hos grossister, fødevareproducenter og primærproducenter. Det er mad, der aldrig er for gammel, men som af mange forskellige årsager alligevel ikke kan sælges. Det kan være på grund af fejl på etiketten, sæsonvarer, overproduktion, kort dato eller andre forhold.

FødevareBanken er landsdækkende med lagre i København, Aarhus og Kolding. Herfra køres maden ud til organisationer for socialt udsatte – som f.eks. Mændenes Hjem, Reden, Kirkens Korshærs væresteder, herberger, kvindehjem og altså morgenmadsklubber på 24 skoler i områder, hvor elever oftere kommer i skole uden at have spist morgenmad.

Hver eneste dag året rundt, fordeler FødevareBanken ca. tre tons overskudsmad, svarende til 7.600 måltider dagligt, 2.285.000 årligt og er dermed Danmarks eneste og største organisation, der systematisk, fødevaresikkert og sporbart håndterer madoverskud, der ellers ville være blevet smidt ud - og fordeler det til socialt udsatte.

FødevareBanken er i høj grad drevet af frivillighed, idet det er organisationens ca. 170 frivillige, der sørger for at afhente og distribuere maden. De frivillige repræsenterer de fleste lag i samfundet, men er især domineret af pensionerede mænd, hvilket også er usædvanligt for en frivillig organisation. Herudover er der ca. 15 lønnede medarbejdere.

FødevareBanken er støttet af en række store danske fonde, herunder Velux Fonden, Oak Foundation, Den A.P. Møllerske Støttefond, Tryg Fonden og Kronprinsparrets Fond. Herudover arbejder organisationen med medlemsskaber og erhvervspartnerskaber for at få økonomien til at hænge sammen. Maddonorerne tæller store virksomheder som f.eks. Netto, Salling Group, Arla, Urtekram, Thise, Dagrofa, Unilever og Aarstiderne.

Lauritzen Fonden, der gennem flere år har støttet Fødevarebankens arbejde har lavet en film om netop morgenmadscafeen på Gildbroskolen. Den kan ses her:

https://vimeo.com/233451143

Om Gildbroskolen:Gildbroskolen er en folkeskole med 480 elever heraf ca. 64% med anden etnisk herkomst end dansk. På skolen er såvel almenklasser som special-, ordblinde- og modtageklasser samt 10. klasse. Skolen ligger i Ishøj Kommune. En del af skoledistriktet hører til i den lavere socioøkonomiske ende, hvilket er årsagen til, at skolen kan modtage mad fra FødevareBanken. Tilbuddet om gratis morgenmad er for alle skolens elever hver dag fra kl. 07.30-07.55.

---

Presse:
Pressen kan tilmelde sig arrangementet ved at kontakte kommunikationschef og presseansvarlig i FødevareBanken Trine Baadsgaard på trine.baadsgaard@foedevarebanken.dk eller mobil: 20676345.
Tilmelding skal ske senest 17.12. kl. 10.00

Pressen er velkommen på skolen fra kl. 07.15. Efter tilmelding fremsendes detaljeret presseprogram. 

Emner

  • Erhverv

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.

Kontakt

Rebecca Rasmussen-Kihl

Pressekontakt Kommunikation og presse 60 11 16 45

Christian Lunøe

Pressekontakt Kommunikation og presse 26441701