Pressemeddelelse -

Folkekirkens Nødhjælp får hjælp i kampen mod landminer, klyngebomber og andre krigsefterladenskaber

International Minedag: Folkekirkens Nødhjælp sætter i år fokus på kampen mod landminer, klyngebomber og andre krigsefterladenskaber. H.K.H. Prinsesse Marie støtter indsatsen.

Miner og krigsefterladenskaber gør hver eneste dag skade på børn og voksne. I de mest alvorlige tilfælde koster de liv. Men de kan også koste mennesker deres førlighed og gøre det svært at skabe et værdigt livsgrundlag og en hverdag med skolegang og landbrug i verdens mest udsatte lande.

Derfor vil Folkekirkens Nødhjælp i år sætte fokus på vores arbejde med at fjerne landminer og ueksploderet ammunition. Vi vil særligt fokusere på, hvordan uddannelse, oplysning og moderne teknologi kan redde liv og hjælpe udsatte samfund ud af fattigdom - og vi vil med en større kampagne arbejde for at få flere lande til at afstå fra at bruge landminer og klyngevåben.

I den forbindelse er Folkekirkens Nødhjælp meget beæret over, at H.K.H. Prinsesse Marie ønsker at hjælpe med at skabe opmærksomhed om det vigtige arbejde med at rydde miner og fjerne krigsefterladenskaber. Prinsesse Marie har siden 2011 været protektor for Folkekirkens Nødhjælp, og i år ønsker prinsessen særligt at engagere sig i denne del af organisationens arbejde.

Se video med H.K.H. Prinsesse Maries appel her

”H.K.H. Prinsesse Marie er en inspirerende person for rigtig mange mennesker. Derfor har det også stor betydning for verdens mineofre, at prinsessen støtter vores arbejde med at gøre verden mere sikker for børn og voksne,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

I 2016 blev 8605 personer dræbt eller lemlæstet af miner eller anden ueksploderet ammunition. Det svarer cirka til én tilskadekommen hver time året rundt.

4. april er International Minedag (Mine Awareness Day). Folkekirkens Nødhjælp rydder miner og anden ueksploderet ammunition i DR Congo, Libanon, Libyen og Sydsudan. Samtidig underviser vi om farerne ved bomber og miner i Den Centralafrikanske Republik, Mali, Myanmar, Syrien, DR Congo, Libanon, Libyen og Sydsudan. Vi yder hjælp til mineofre i form af udlevering af proteser, psykosocial støtte og jobtræning samt arbejder for at sætte fokus på at mindske væbnet vold/konflikt.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20