Pressemeddelelse -

FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP: FLYGTNINGENE SKAL KUNNE SE EN FREMTID I NÆROMRÅDERNE

Regeringen har i dag fremlagt sit forslag til finansloven for 2017. I forslaget indgår 1 mia. kroner, som regeringen sidste år tog fra den langsigtede og konfliktforebyggende bistand, og som skulle have været brugt på flygtningemodtagelse i Danmark. På grund af det faldende antal asylansøgere vil regeringen nu fokusere på krisen i Syrien, samt i mindre grad Libyen og Afrika.

”Vi har hele tiden syntes, det var udtryk for kortsigtet politik at underminere det langsigtede udviklingsarbejde og fattigdomsbekæmpelse, når man flytter penge fra verdens fattigste til Danmark. Når det er sagt, er det positivt, at regeringen vælger at bruge flere penge end forventet på humanitær bistand, selvom vi ikke er tilfredse med, at Danmark fortsat er den største modtager af dansk udviklingsbistand”, siger Birgitte Qvist-Sørensen generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

For Syrien er ikke det eneste problem i horisonten. Over sommeren har vi set konflikten i Sydsudan blusse op og i nabolandene Kenya, Etiopien og Uganda er der mennesker, som har akut brug for nødhjælp på grund af tørke og borgerkrig. Folkekirkens Nødhjælp har derfor over sommeren intensiveret hjælpearbejdet i og omkring Sydsudan på grund af de store humanitære behov i regionen.

Birgitte Qvist-Sørensen opfordrer regeringen for at tænke nærområder som mere end blot de konflikter, der er tæt på Danmark:

”Det er vigtigt at tænke ud over egen næsetip og give mennesker udsigten til et værdigt liv og en fremtid, selv når de er på flugt fra krig og nød. Det gælder også i for eksempel Etiopien, Kenya og Uganda, som ikke er længere væk, end at det allerede er en stor udfordring for Europa”.

Samtidig opfordrer Birgitte Qvist-Sørensen til at prioritere de indsatser, der bygger på lokale ressourcer, moderne teknologi og som skaber stabilitet og udvikling i både Syrien og på det afrikanske kontinent:

”Vi skal lave indsatser, som ikke bare udskyder afrejsen til Europa med 6 måneder, men som skaber en fremtid for verdens flygtninge, der hvor de er,” slutter hun.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • finanslov 2016
  • nærområder
  • langsigtet bistand
  • kortsigtet bistand
  • flygtningemodtagelse
  • syrien
  • sydsudan
  • kenya
  • etiopien
  • uganda

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23