Pressemeddelelse -

Fra diktatur til demokrati: Myanmar skal vælge sin fremtid

For bare tredje gang på 25 år skal Myanmars befolkning på søndag stemme om, hvem de ønsker i parlamentet.

"Hvis valget bliver accepteret, er det historisk. Vi skal helt tilbage til 1950’erne for at se så stort et valg, der er blevet bredt accepteret i landet. Siden dengang er valgene enten blevet annulleret eller vanskeliggjort," siger Bjarne Ussing. De sidste 10 år har han arbejdet for Folkekirkens Nødhjælp i Thailand og Myanmar, senest som programleder

Alt tyder på, at valget i år bliver et af de mest frie, Myanmar har oplevet i nyere tid. Internationale valgobservatører er allerede i landet, og flere politiske partier har de seneste uger ført valgkampagne i stor stil. Dog er der et stigende antal områder i landet, hvor valget ikke bliver gennemført på grund af uroligheder.

Får Aung San Suu Kyi magten med 25 års forsinkelse?

Allerede inden det første kryds er sat, kender vi en del af valgresultatet. Myanmars omdiskuterede forfatning sikrer nemlig militæret 25% af pladserne i parlamentet; uanset hvor folket sætter kryds.

Samme forfatning spænder også ben for, at Aung San Suu Kyi kan blive præsident, fordi hun har været gift med en udlænding. Det forhindrer dog ikke den 70-årige leder af landets største oppositionsparti, National League for Democracy (NLD), i at gå efter magten:

"Hvis NLD vinder valget, bliver jeg leder af den regering, uanset om det er som præsident eller ej," har Suu Kyi for nyligt udtalt.

Historisk set er det muligt, at NLD får magten i parlamentet, selv om 25% af pladserne allerede er reserveret. Ved valget i 1990 viste partiet sig nemlig at være så populært, at det vandt 80% af pladserne i parlamentet. Dengang nægtede regeringshæren dog at anerkende resultatet og blev siddende på magten. I 2012 vandt NLD 43 ud af 46 mulige pladser ved et suppleringsvalg, og selv om det militærstøttede regeringsparti, USDP, stadig sad på langt størstedelen af de i alt 664 parlamentspladser, gav suppleringsvalget et fingerpeg om NLD’s bestandige popularitet.

"Men vi må ikke glemme, at USDP de seneste år har givet folk i Myanmar nogle af de ting, de efterspørger, som eksempelvis mere ytringsfrihed, frigivelse af de fleste politiske fanger og en række våbenhviler med nogle af de etniske oprørsgrupper. Og de har budt udenlandske organisationer som Folkekirkens Nødhjælp velkommen," siger Bjarne Ussing.

USDP, der er ledet af tidligere militærgeneraler, har dog samtidig indført nogle “usædvanlige love”, som Bjarne Ussing udtrykker det. Eksempelvis risikerer en muslimsk mand nu op til tre års fængsel, hvis han gifter sig med en buddhistisk kvinde.

"Så der er altså endnu ikke tale om, at Myanmar er et frit land," siger Bjarne Ussing.

Had mod muslimer

Netop synet på landets muslimer kan sammen med forskellige etniske minoriteter blive valgets joker, forklarer Bjarne Ussing. 

I knap 70 år har der været kampe mellem regeringshæren og nogle af Myanmars mange etniske minoriteter. Samtidig er hadet mod muslimer i landet vokset de seneste år. Begge dele er blevet brugt i valgkampen, i sådan en grad at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon udtrykker dyb bekymring over for den hadefulde retorik.

"Det kan komme til at koste de største partier, NLD og USDP," stemmer, vurderer Bjarne Ussing.

Der er ikke fastsat en officiel dato for offentliggørelse af valgresultatet, men lokale kilder mener, der kan gå alt fra tre dage til flere uger, fra krydserne er sat, til resultatet ligger klar.

Af Nikolaj Aarestrup Hvid og Louise Schiøtt


Foto
En lille dreng og titusinder af tilhængerelytter til Aung San Suu Kyi inden parlamentsvalget på søndag. Lederen af Myanmars største oppositionsparti taler til titusindvis af tilhængere. For bare få år siden var det utænkeligt. Folkekirken Nødhjælp er i Myanmar og arbejder bl.a. for, at den lille dreng og alle andre kan vokse op i et demokratisk samfund. Og der er stadig meget at arbejde for.


Flere oplysninger

Til fredag d. 5. om morgen (dansk tid)

Bjarne Ussing, leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsarbejde i Myanmar
Tlf. +95 97 9873 9627
Mail: bus@dca.dk
Skype: bjarneussing

Fra fredag d. 5. frokost (dansk tid) – resten af ugen til og med valgdagen
Carsten Trier Høj
, Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i Yangon
Tlf: + 95 9430 29645
Mail: cth@dca.dk
Skype: cahoej

FAKTA om parlamentsvalget i Myanmar

  • Valgdagen er søndag d. 8. november 2015.
  • Parlamentet, Hluttaw, består af to kamre med i alt 664 pladser.
  • 25% af pladserne er på forhånd besat af militæret. Der er derfor 498 pladser at kæmpe om.
  • 92 partier og flere end 6.000 kandidater stiller op til valget. De to største partier er det militærstøttede regeringsparti, USDP, og Aung San Suu Kyis parti, NLD.
  • Valgsystemet er ligesom i Storbritannien flertalsvalg i enkeltmandskredse – også kendt som ”the winner takes it all”-systemet. Det betyder, at et parti ikke behøver det absolutte flertal for at vinde valget; det skal blot have flere stemmer end det parti, der får næstflest. På den måde kan et parti vinde regeringsmagten og et stort antal pladser i parlamentet med et lille flertal af stemmer.

Emner

  • Bistand

Kategorier

  • etniske minoriteter
  • minoriteter
  • generaler
  • aung san suu kyi
  • valg
  • demokrati
  • myanmar

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20