Pressemeddelelse -

Hjælpen er på vej til Haiti

Orkanen Matthew har trukket et spor af ødelæggelser over Haiti og dræbt hundredevis af mennesker. Folkekirkens Nødhjælp støtter lokale partnere, som allerede er i gang med nødhjælpsarbejdet.

Den 4. oktober blev Haiti ramt af den værste orkan i over 50 år; en orkan dobbelt så voldsom som noget, der nogensinde har ramt Danmark. Oven i den ødelæggende storm blev store områder samtidig ramt af ekstrem regn; visse steder faldt mere end 1000 mm. regn på få timer.

Flere mindre byer er blevet udslettet, og store områder er stadig fuldstændig afskåret fra omverdenen. Flere end 1000 mennesker er døde, og dødstallet forventes at stige, når myndigheder og redningsarbejdere får kontakt til de afsondrede områder.

”Matthew har ramt Haiti utrolig hårdt, ikke mindst fordi landet langt fra er kommet sig over jordskælvet i 2010. Haiti er et af de sørgeligste eksempler på, at jo fattigere et land er, jo mere sårbart er det over for katastrofer. Heldigvis havde vores lokale partnere i ACT Alliancen tid til at forberede nødhjælpsindsatsen, og de er allerede i fuld gang med arbejdet,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

I første fase efter katastrofen koncentrerer nødhjælpsarbejdet sig om

  • Akut nødhjælp
  • Genetablering af vandforsyning
  • Hygiejneindsats mod kolera
Fakta
Efter det voldsomme jordskælv på Haiti i 2010 arbejdede Folkekirkens Nødhjælp og vores partnere i ACT Alliancen med akut nødhjælp, genopbygning af huse og med at bekæmpe de kolera-udbrud, der opstod i kølvandet på katastrofen – blandt andet med penge fra Danmarksindsamling 2010.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • nødhjælp
  • act alliance
  • lokale partnere
  • ødelæggelser
  • matthew
  • orkan
  • haiti

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23