Pressemeddelelse -

Minister baner vej for butik med overskudsmad

Det bliver nu lettere for butikkerne at forære overskudsmad væk i stedet for at smide maden ud. Det vækker begejstring hos Folkekirkens Nødhjælp, der efter nytår åbner WeFood – Danmarks første butik med overskudsmad.

Nye regler kan være en vigtig spiller i bekæmpelsen af madspil. Det melder Miljø- og Fødevareministeriet i dag.

Komplicerede regler har indtil nu betydet, at det var billigere for butikkerne at smide overskudmad ud end at forære maden til velgørenhed. Men i dag lover Miljø- og Fødevareministeren, at reglerne ændres, så Folkekirkens Nødhjælp nemmere kan få varer på hylderne i WeFood, en ny butik med overskudsmad, der åbner i starten af 2016 i København. En butik, der skal drives af frivillige, og hvor overskuddet går til at bekæmpe sult i verdens fattigste lande.

”Det er præcis den regel-forenkling, vi har ventet på, ” siger generalsekretær fra Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen.

Hvert år smides mere end 700.000 tons mad ud i Danmark. Samtidig sulter næsten 800 millioner mennesker verden over. Den fordeling ønsker Folkekirkens Nødhjælp at gøre noget ved.

”Jeg vil derfor gerne opfordre så mange aktører i fødevarebranchen som muligt til at bekæmpe madspild og melde sig som Wefood leverandør nu, hvor reglerne er blevet langt nemmere. Min opfordring gælder alle fra den lokale bager til de store butikskæder, samt grossister, producenter og ikke mindst landbruget, ” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

”Jeg er glad for at fortælle, at Føtex straks har reageret på den lettere vej til at donere overskudsmad. De har meddelt, at de vil være leverandører til WeFood. Føtex er en vigtig partner, men WeFood har brug for masser af varer og er åben for alle, der vil være med, ” siger generalsekretæren.

WeFood vil sælge de varer videre, som butikkerne af den ene eller anden grund kasserer, selv om varerne sagtens kan bruges. Varerne vil generelt blive solgt til 50-70 % af prisen.

Hvor butikken åbner i København, bliver afsløret snart. Allerede nu har mere end 60 frivillige meldt sig til at arbejde i WeFood, og interessen for at være med til at bekæmpe madspild har været overvældende.

Fakta:

Hvert år smides mere end 700.000 ton mad ud i Danmark. Et spild, der koster danskerne 11.6 mia. kr. Alene i detailhandlen smides der 163.000 ton fødevarer ud. Det er særligt frugt, brød og grønt, der går til spilde.

Fra årsskiftet fjerner Miljø- og Fødevareministeren den regel, der i dag gør, at butikkerne skal føre et detaljeret regnskab over varer, som de leverer til andre butikker. Reglen har gjort det meget besværligt at give fødevarerne videre til blandt andet velgørende organisationer.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • overskudsmad
  • fattigdom
  • folkekirkens nødhjælp
  • klima
  • nødhjælp
  • sult
  • madspild

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23