Pressemeddelelse -

Rekordår for Folkekirkens Nødhjælps genbrug

Med et overskud på lige over 25 mio. kr. i 2016 har Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker genereret det største overskud hidtil. Det viser organisationens nyeste regnskab.

Danskerne er vilde med genbrug. Og det kan mærkes i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker. Siden den første genbrugsbutik i Danmark åbnede i 1972, er det kun gået fremad. Overskuddet på 25,1 millioner svarer til en vækst på knap 9 procent sammenlignet med forrige år.

3600 frivillige driver de i alt 122 genbrugsbutikker. Mange af dem er efterlønnere eller pensionister.

”Vores største aktiv er de dygtige frivillige medarbejdere, og dem har vi altid brug for flere af. Mange frivillige er hos os i adskillige år. Det sætter vi stor pris på, for det betyder stabile åbningstider og et stærkt sammenhold mellem frivillige og kunderne. Uden de frivillige ville vi slet ikke kunne drive butikkerne,” siger Thomas Mølgaard Andersen, leder for Folkekirkens Nødhjælps Genbrug.

Hvis nogen har lyst til at bruge et par timer hver uge på et virkelig meningsfuldt arbejde, har Folkekirkens Nødhjælp altid brug for ekstra hænder i de lokale genbrugsbutikker. Overskuddet fra salget går videre til Folkekirkens Nødhjælp arbejde med verdens fattigste. Derfor glæder man sig i genbrugsbutikkerne over, at så mange danskere finder vej til butikkerne:

”Genbrugsbutikkerne trækker kunder på tværs af alder, etnicitet og sociale lag. Vores kundeanalyser viser også, at rigtig mange danskere ved, at de kan gøre et godt fund og lave en god handel i vores genbrugsbutikker,” siger Thomas Mølgaard Andersen og fortsætter:

”Når kunderne handler i genbrugsbutikker, er det også udtryk for en miljøbevidsthed. Tøjproduktion udleder meget CO2, som er skadeligt for miljøet. Ved at genbruge tøj og ting, er man med til at skabe en mere bæredygtig og holdbar udvikling. Det er også en vigtig del af vores arbejde”.

Fakta

3.600 frivillige genbrugsmedarbejdere driver Folkekirkens Nødhjælps 122 genbrugsbutikker over hele landet. 28 af butikkerne modtager og sælger også møbler.

Siden starten i 1972 har genbrugsbutikkerne genereret et overskud på mere end en halv milliard kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste.

Læs mere på nødhjælp.dk/genbrug

Emner

  • Sociale spørgsmål

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Thomas Mølgaard Andersen

Chef for Folkekirkens Nødhjælps retail koncepter: Genbrug og WeFood Chef for vores 125 genbrugsbutikker og den nystartede overskudsmadsbutik WeFood 29 70 06 07