Pressemeddelelse -

Tusinder gav millioner til verdens fattigste

Tæt på 14 millioner. Så meget lagde danskerne søndag i indsamlingsbøsserne, da Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling fandt sted.

- Vi er dybt taknemmelige for befolkningens vilje til at hjælpe, som altid er stor. Og i år endda større end sidst vi ringede på, siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

Vi støtter mere når vores værdier er under pres
Indsamlingen i år ser ud til at give over to millioner mere end i 2016. Når flere vælger at støtte Folkekirkens Nødhjælps arbejde er indtrykket, at det skyldes, at verden i disse år er under forandring og konflikterne kommer tæt på.

- Vi har kunnet mærke, at danskerne reagerer med handling, når de kan se, at der er værdier, som er under pres rundt om i verden. Og så har mange hørt FNs appel netop i denne weekend om at gøre noget nu for at forhindre den sultkatastrofe, som er undervejs i flere lande i Afrika.

Birgitte Qvist-Sørensen glædes over de mange frivillige indsamlere, som er gået fra dør til dør og de indsamlingsledere, som har brugt uger og måneder på at planlægge den store i indsamling.

- Uden danskerne kunne det her ikke lade sig gøre. De viser igen og igen en ufattelig energi og ny opfindsomhed for at samle ind til arbejdet rundt om i verden, siger generalsekretæren.

Pengene fra årets indsamling går både til katastroferne og til Folkekirkens Nødhjælps langsigtede arbejde, som kan skabe en fremtid med håb for verdens fattigste.  

Emner

  • Bistand

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23