Pressemeddelelse -

Tusinder i Nepal har fået nyt håb efter forfærdende jordskælv

For nylig har vi set folk dø under sammenstyrtede huse i Myanmar, Japan og Ecuador. 25. april sidste år var det i Nepal, tusinder blev dræbt og mange flere mistede deres hjem og livsgrundlag.

To jordskælv, d. 25. april og 12. maj 2015, kostede næsten 9.000 nepalesere livet. Dobbelt så mange kom alvorligt til skade. Mere end en halv million hjem blev enten jævnet med jorden eller svært skadet, og livsgrundlaget for flere hundrede tusinde mennesker blev vanskeligere end før.

Folkekirkens Nødhjælp har kontor i Nepal, og de ansatte kunne derfor gå i gang med et nødhjælpsarbejde i samme øjeblik som støvet lagde sig. Hver eneste dag siden har Folkekirkens Nødhjælp haft et stort hold eksperter i gang med at hjælpe nepaleserne med at opbygge et nyt liv med stor opbakning fra donationer indsamlet blandt danskerne.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder i distrikterne Dhading og Gorkha (epicenter for det første jordskælv 25. april) nordvest for hovedstaden Kathmandu, og i områderne Lalitpur og Bhaktapur tæt på hovedstaden.

Arbejdet har været inddelt i tre faser.

Fase 1, april - juni 2015
Folkekirkens Nødhjælp gik straks i gang med uddeling af fødevarer (blandt andet ris, linser, kikærter, olie og salt), telte og presenninger og drikkevand. Desuden installerede Folkekirkens Nødhjælp nødtoiletter og tilbød krisehjælp til folk i chok og nød.

Fase 2. juni - oktober 2015
Fokus var nu på at bygge permanente toiletter (214 jordskælvssikrede toiletter på skoler og 4.000 toiletter ved private hjem) og sikre adgang til rent drikkevand, uddele pakker med hygiejneartikler – f.eks. sæbe, spand, tabletter til at rense vand etc. og fortsætte det psykosociale arbejde. Der blev også uddelt kontanter, så folk kunne bygge midlertidige boliger og købe fornødenheder hos lokale handlende – og dermed støtte det lokale marked.

Fase 3, oktober 2015 - april 2016
I tredje fase støtter Folkekirkens Nødhjælp folks kamp for at komme på fode igen og klare sig selv. I denne fase har familier fået penge til at investere i f.eks. landbrug eller forretning. Herudover har Folkekirkens Nødhjælp uddannet en række folkevalgte personer i de landsbyer, organisationen arbejder i, til at kunne mægle i de konflikter, som kan opstå under vanskelige forhold. Der er også uddelt penge til indkøb af tæpper og andet, der kunne hjælpe mennesker gennem vinteren.

Folkekirkens Nødhjælp fortsætter arbejdet i Nepal de næste mange år.

Foto
Folkekirkens Nødhjælp har etableret flere tusinde midlertidige og siden jordskælvssikrede toiletter på skoler og ved private hjem.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp

Flere oplysninger - på engelsk!
David Smith, Folkekirkens Nødhjælps landechef i Nepal, tlf. +977 9802 0978 00

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • nepal
  • jordskælv
  • nødhjælpsarbejde
  • genopbygning
  • genopbygningsarbejde
  • kontant nødhjælp
  • folkekirkens nødhjælp
  • katastrofe

Regions

  • Hovedstaden

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Lisa Henry

Katastrofechef Katastrofekoordinering og humanitær minerydning 29 61 99 04