Pressemeddelelse -

Udviklingspolitik: Fælles udfordringer kræver fælles løsninger

Folkekirkens Nødhjælp og Landbrug & Fødevarer mener, at Danmark skal arbejde for menneskerettigheder og bygge bro mellem verdens fattigste og danske virksomheder

Stærke civilsamfund og respekt for international lovgivning og konventioner er afgørende for både de fattige landes udvikling og danske virksomheders eksportmuligheder. Det er et af de centrale budskaber i et fælles oplæg til Danmarks udviklingspolitik som Landbrug & Fødevarer og Folkekirkens Nødhjælp 9. marts præsenterede for regeringens udenrigsudreder, Peter Taksøe-Jensen. Begge organisationer er medlemmer af den såkaldte ekspertfølgegruppe, som regeringen har nedsat i forbindelse med udredningen af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.

- Danmark har været med til at opbygge en international orden baseret på international lov og internationale konventioner. Det giver Danmark sikkerhed, og det giver virksomheder og borgere tryghed. Men ikke mindst gavner det verdens svageste grupper, som er overladt til regeringer, der ikke altid har deres velfærd øverst på dagsordenen. Derfor er det så vigtigt, at Danmark fortsat kæmper for menneskerettigheder og stærke globale institutioner, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Det fælles oplæg indeholder fem anbefalinger til Danmarks udviklingspolitik: Danmark skal kæmpe for international lov og orden, Danmark skal fortsat bekæmpe ekstrem fattigdom, civilsamfundet skal spille en central rolle, virksomhederne skal stærkere i spil, og udviklingsbistanden skal gøre det lettere for civilsamfund og virksomheder at arbejde sammen om at skabe løsninger til gavn for verdens fattigste.

- Jeg er meget glad for, at vi sammen med Folkekirkens Nødhjælp har kunnet præsentere et fælles oplæg. Det afspejler den stærke tradition vi har i Danmark for at arbejde sammen, men samtidig viser det, at virksomhederne mange steder står på skuldrene af det arbejde, som danske civilsamfundsorganisationer udfører ude i verden. Jeg vil på det stærkeste opfordre regeringen til at understøtte de positive synergier, vi sammen kan skabe ude i verden, så vi kan få bygget bro mellem verdens allerfattigste og virksomhederne, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.


Danske virksomheder høster frugten af udviklingsbistanden

Når mennesker løftes ud af ekstrem fattigdom, og lande stabiliseres, gavner det danske virksomheder. I 40 år var der stort set ingen kommerciel aktivitet i Myanmar, men danske civilsamfundsorganisationer var til stede og arbejdede med menneskerettigheder, landbrugsudvikling og nødhjælp til ofrene for militærdiktaturet.

I takt med at landet har åbnet sig for omverdenen, og der er kommet større stabilitet til landet, er det blevet interessant for danske virksomheder. Da landet åbnede for investeringer havnede udviklingsarbejderne i den uvante situation, at de tog imod handelsdelegationer. For det var NGO’erne, der besad størst viden om landet.

Det illustrerer hvordan dansk erhvervsliv står på skuldrene af civilsamfundet og dansk udviklingsbistand: Når først der kommer stabilitet og udvikling, kommer der også danske investeringer  

Det fælles oplæg til Danmarks udviklingspolitik fra Folkekirkens Nødhjælp og Landbrug og Fødevarer er vedhæftet som PDF-fil.

Foto: Carl Gustav Lorentzen

Emner

  • Bistand

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23