Pressemeddelelse -

Vi risikerer flere flygtninge og terrorister med store besparelser

Folkekirkens Nødhjælp frygter, at Danmarks kraftige nedskæringer af vores hjælp ude i verden skaber et endnu større flygtningepres.

”Flygtningestrømmene mod Europa risikerer at blive endnu større, end det vi har set i år. Det er ikke den nytårsnyhed, danskerne helst vil høre, men vi kan se i vores arbejde ude i verden, at det er slemt, og at det bliver værre”

Det siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, når hun gør status over et dramatisk 2015 – året, hvor det for alvor gik op for danskerne, at krig, fattigdom og klimaforandringer får folk til at forlade deres hjem og begynde at gå for at finde et bedre liv.

”De store flygtningestrømme har forskrækket rigtig mange. Men vi er nødt til at erkende, at mennesker, som ikke ser nogen fremtid for sig selv og deres børn, altid har sat sig i bevægelse for at redde deres liv eller finde en bedre fremtid.”

”Lige nu er der millioner af flygtninge i lejre, hvor de er presset til det yderste. Nogle får for lidt mad, andre er syge. Nogen kan kun se håbløshed.Og hvad er Danmarks officielle svar? Vi skærer milliarder af udviklingsbistanden.Når vi nedprioriterer indsatsen for at sikre børn og unge uddannelse og mulighed for at skabe sig et værdigt liv, har de kun to muligheder: De begynder at gå mod det rige Europa – eller de bliver radikaliserede og slutter sig til terrorbevægelser.”

”Og det er desværre ikke kun flygtninge fra Syrien, der er på vej. Vores nødhjælpsleder i Etiopien har, som en af de første med kamera, besøgt nye kæmpe flygtningelejre med i alt 1 million flygtninge fra krigen i Sydsudan. De er nu flygtet til Etiopien, et land, der selv står foran en truende hungersnød i de næste måneder. Der er reel risiko for, at disse menneskemængder drager mod Europa, hvis vi ikke yder maksimal hjælp. Og det er blot ét af brændpunkterne. Jeg kunne også pege på Burundi, Mali, Den Centralafrikanske Republik, Libyen, Somalia eller Eritrea, siger Birgitte Qvist-Sørensen

Et lys i en mørk nedskæringstid er, at den enkelte dansker gerne vil hjælpe. Folkekirkens Nødhjælp får stigende bidrag fra danskerne selv til arbejdet for verdens fattigste.

Billedtekst
Over 90 % af alle verdens flygtninge har fundet fred og sikkerhed i udviklingslande som fx Etiopien, der kæmper med egne store problemer.

FAKTA
Se link med unikke video-billeder fra kæmpelejrene i Etiopien: https://youtu.be/LjrVmWpJ82g

FAKTA
Regeringen gennemfører danmarkshistoriens største besparelse på udviklingsbistanden, så den falder til det laveste niveau i 40 år, og hjælpen ude til verdens fattigste beskæres med 5,8 mia.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • givervilje
  • flygtningelejre
  • sydsudan
  • etiopien
  • nedskæring
  • flygtningestrømme
  • flygtninge
  • udviklingshjælp
  • folkekirkens nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp styrker verdens fattigste i deres kamp for et værdigt liv. Vi redder liv, opbygger robuste samfund og bekæmper ekstrem ulighed.

Fra næste år arbejder vi i 26 lande og vil have 215 medarbejdere rundt om i verden og 154 i Danmark. Flere end 25.000 frivillige støtter Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23