Pressemeddelelse -

Virksomheder og NGOer må bekæmpe fattigdom sammen

Erhvervslivet og civilsamfundsorganisationerne undersøger i disse år, hvordan strategiske partnerskaber kan give nye svar på globale udfordringer som fattigdom og klimaforandring. En ny guide præsenterer erfaringerne fra en række fremtrædende danske eksempler, hvor målet er at kombinere humanitære løsninger, udviklingsarbejde og sund forretning.

30 organisationer og virksomheder fra hele landet har delt deres erfaringer fra både globale og lokale partnerskaber, hvor humanitære organisationer og virksomheder har bragt deres kernekompetencer sammen for at udvikle nye løsninger, nye forretningsmodeller, nye markeder og ny viden.

Folkekirkens Nødhjælp har i mange år bekæmpet sult og fattigdom i samarbejde med danske virksomheder.

Tørke og masser af vand i undergrunden

”Før vi kom med i projektet, overlevede vi fra høst til høst. De sidste måneder inden en ny høst slap maden altid op. Vi kunne ikke holde børnene i skole, og alle småskrantede af sult. Og for hvert år gav vores marker dårligere udbytte,” fortæller 46-årige Flora Banda fra landsbyen Champira i Malawi.

Malawi er hårdt ramt af klimaforandringerne, og tørke truer mange småbønder på eksistensen. I 2009 ændrede et samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp og Grundfos fuldstændig Flora Banda og hendes naboers liv. Et solcellepanel driver en Grundfos-pumpe, som overrisler 150 familiers marker. I dag kan bønderne i Champira høste op til tre gange om året, de har fået såsæd til nye og mere robuste afgrøder, og familierne dyrker så meget, at de kan sælge af overskuddet.

”Det er slut med at sulte før høsten! I højsæsonen dyrker vi så mange tomater og kartofler, at jeg kan sælge op til 45 spande om ugen, og vi har bl.a. købt geder og grise og bygget et hus med bliktag for pengene,” fortæller Flora Banda med synlig glæde.

Der er i det hele taget mange bliktage i Champira i forhold til nabolandsbyerne, og bønderne er langt mindre sårbare over for klimaforandringerne end mange af deres landsmænd.

”Hvis vi skal afskaffe sult og fattigdom, er vi nødt til at gå nye veje. Dem kan vi finde, når NGO’er og erhvervsvirksomheder kaster hver deres kompetencer og mål ind i et samarbejde, som kan skabe bæredygtig vækst i ulandene”, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

’Verdens mest innovative fundraising-kampagne’

”De fleste af vores førstegangsfødende er teenagere, og det går ofte galt, for unge pigers kroppe er slet ikke færdige til at klare en graviditet og en fødsel. Men det faktum, at vi har fået bedre faciliteter og mere personale gør, at flere og flere fødsler går godt; også de unge pigers fødsler,” fortæller Ruth Mulungu, der er bestyrer på Lunjika Sundhedscenter i Malawi.

Lunjika Sundhedscenter er et af resultaterne af samarbejdsprojektet ’Giv en livline til Malawi’ mellem BILKA og Folkekirkens Nødhjælp, som har til formål at opbygge sundhedscentre, fødeklinikker og ernæringsprojekter i Malawi.

Samarbejdet har vundet flere priser, bl.a. en international pris for ’Mest nytænkende fundraising kampagne’. Prisregnen skyldes især BILKAs evne til at inddrage både ansatte, kunder og leverandører i kampagnen. 

I samarbejdsperioden har Bilka solgt særlige Malawi-varer, bl.a. bamser, brød, beklædningsgenstande og indkøbsposer, inddraget ansatte som ambassadører i deres egne varehuse og opfordret leverandører til at engagere sig i projektet. Indsamlingsresultatet har nået imponerende 20 millioner kroner.

’The Guide to Cross-Sector Partnerships’

Den nye guide fokuserer på ni centrale temaer og en række cases. Målet er at hjælpe virksomheder og organisationer uden om de værste faldgruber, der ofte opstår, når sektorer skal arbejde sammen på tværs.

Guiden er gratis tilgængelig for alle på www.access2innovation.com/theguide sammen med en række cases, skabeloner og andre redskaber.

Fotos

Flora Banda
Flora Banda kan nu høste kartofler flere gange om året takket været en solcelledrevet Grundfos-pumpe, som kunstvander landsbyens marker.
Foto: Yilmaz Polat.

Vandkomiteen
Landsbyens vandkomite, som består af både mænd og kvinder, er uddannet til at vedligeholde det solcelledrevne  pumpeanlæg, der kunstvander landsbyens marker.
Foto: Yilmaz Polat.

Unge mødre
Langt flere komplicerede fødsler går godt på det nybyggede Lunjika Sundhedscenter, som er bygget af for midler indsamlet af BILKAs ansatte, kunder og leverandører.
Foto: Francis Botha.

Glad mor
Strømmen gik, og 26-årige Lizze Maheve måtte føde sit femte barn i skæret fra et stearinlys. Men trods strømsvigtet var hun i trygge hænder på det nybyggede Chiringa Sundhedscenter, hvis fine faciliteter har tiltrukket mange nye og dygtige ansatte.
Foto: Francis Botha.

Emner

  • Sociale spørgsmål

Kategorier

  • tværsektorielt samarbejde
  • erhvervssamarbejde
  • folkekirkens nødhjælp
  • bilka
  • grundfos
  • udvikling
  • fattigdom
  • sult

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Vi arbejder ud fra et kristent menneskesyn med respekt for ethvert menneskes rettigheder og alle menneskers lige værd.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.

Kontakt

Birgitte Qvist-Sørensen

Pressekontakt Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp 29 70 06 23

Charlotte Harder Nielsen

Pressekontakt Pressechef/Head of media +45 5060 2080

Jonas Nøddekær

Pressekontakt International direktør Udvikling af programmer og projekter, internationalt 29 69 91 21

Kenneth Kamp Butzbach

Pressekontakt Engagement Chef Overordnet ansvarlig for Kommunikation, Genbrug, Sogneindsamling, Kampagner, Facere og donorsamarbejde 29 69 91 20